Når kvinden barrikaderer sig bag en maskulin facade

Den sårede maskuline kvinde barrikaderer sig selv og hendes følelser bag et maskulint udtryk og ageren i et forsøg på at få kontrol og skabe tryghed for sig selv. Jeg har selv ageret på denne måde gennem mange år, men en kærlig mands bevidste og omsorgsfulde guidning, hjalp mig til at finde min femininitet, styrke min intuitive sans og opleve  nydelsen og forløsningen i mig selv.

Dette bloginlæg handler om mine egne erkendelser under rejsen fra maskulin til feminin kvinde, om kvindens følelsesmæssige forskansning og hvordan hun gennem ærefuld behandling og berøring, kan vinde tillid til verden og komme ud af sin skal.

God læselyst 🦋

—————

Den første gang Johannes tog nogle smukke rosenhoveder fra en buket, han havde købt og dryssede dem ud over mit skød og bryst, tænkte jeg; ”det var da spild af smukke roser!”

Forinden havde han lavet kærlighedsspiralen, som er en dyb æring af kvinden og hendes krop. Han havde bedt mig rejse mig op og tage tøjet af og jeg stod nu helt nøgen og sårbar foran ham. Manden i mit liv men samtidig også en repræsentant for det maskuline køn, som havde såret mig så dybt og jeg havde tilladt at såre mig. En repræsentant for alle de gange, jeg i nærværet med en mand, var blevet dirigeret, overrumplet og domineret både fysisk og energetisk. Det køn jeg igennem livet så inderligt ønskede at hengive mig til – men ikke turde.

Det havde gjort mig hård og maskulin i mit udtryk og ageren, hvilket var et forsvar mod at blive såret og overfuset af mænd generelt. Jeg gik i mørkt forretningslignende tøj. Havde farvet mit hår mørkt og klippet det i en kort skarp frisure. Mit fokus var på planlægning, præsteren og at opnå de mål jeg satte. Jeg var langt fra det menneske jeg er i dag. Feminin, følsom og hengiven. Jeg havde mistet tændingen og sansning under sex og mærkede sjældent min lyst. Det feminine i mig var skræmt ud af kroppen og turde ikke længere at være der. Især ikke i nærværet med mænd.

I mødet med Johannes og hans blide og kærlige tilgang til mig som såret kvinde og gennem hans evne til at skabe et trygt rum for mine følelser og tårer, åbnede jeg langsomt op og hengav mig i tillid til ham. Nu så meget at jeg kunne stå der, nøgen, sårbar og med lukkede øjne – uden at vide hvad der skulle ske.

Jeg lyttede nysgerrigt efter lydene i rummet, for at afsøge hvad der skulle ske. I baggrunden spillede sagte instrumental musik, temperaturen i rummet var behagelig og varm og jeg kunne igennem mine øjenlåg, skimte stearinlysene flakke i det mørke rum. Jeg huskede på de dybe vejrtrækninger, som Johannes havde lært mig. Jeg skulle huske ikke kun at trække vejret oppe i den øverste del af kroppen, men få den helt ned i maven.

Efter en rum tid mærkede jeg, at han stod foran mig. Der stod han længe inden jeg hørte en svag bevægelse og mærkede en sagde vind mod min nøgne krop. Jeg sansede nu tre rolige og bevidst placerede fingre på min pande. Jeg trak vejret dybt, da jeg mærkede vejrtrækningen fortætte sig oppe i mit bryst. En reaktion som så ofte sker for mig, når jeg bliver anspændt, usikker og opmærksom. Jeg trak vejret dybt igen for at forblive nærværende i kroppen.

Med langsomme skridt begyndte han nu at bevæge sig rundt om mig i en spiral, mens hans fingrespidser gled hen over min krop – uden mål og uden vurdering. Han var ikke på jagt efter noget eller afsøgte specifikke områder af min krop. Hans fingre gled blot langsomt og uden tøven hen over min kind, ned over nakken, kørte let langs kravebenet, bevægede sig bugtende hen over mit bryst og videre ned over lænden.

Jeg husker, at jeg blot stod der og følte mig lidt tilovers og ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde aldrig oplevet en mand berøre min krop på denne måde. Uden at ville have noget fra mig eller tilfredsstille sit eget begær. Han stoppede ikke op ved mit bryst og gjorde ikke noget særligt ud af det, da han strejfede min brystvorte. Enhver kurve eller afkrog fik præcis den samme opmærksomhed uanset om det var en øreflip, en kind, en lillefinger eller en brystvorte. Hele min krop var lige værdifuld i denne berøring.

Frem til mødet med Johannes, har jeg kun oplevet, at den fysiske kontakt mellem mig og en mand handlede om, at han skulle noget med mig og vi skulle jagte et fælles mål. Han skulle have noget af mig, som min krop kunne give ham og han var ofte styret og drævet af et begær rettet mod specifikke områder af min krop. Gennem mange år med pligtsex var sex blevet noget jeg gav til manden og ikke noget som gav mig værdi eller byggede mig op som kvinde.

Da jeg endelig åbnede øjnene, lå Johannes på knæ foran mine fødder og med panden og hænderne på mine fødder. “Undskyld”, sagde han. “Jeg vil gerne sige undskyld på mit køns vegne”. Jeg stod længe sådan, ude af stand til at tage det helt ind. Jeg havde aldrig oplevet denne form for æring før og det vidste han godt. Han bad mig derfor lægge mig ned på madrassen hvorefter han stille og roligt pakkede mine tær ind i et varm tæppe. Under mit lagen var et varmetæppe og han sikrede sig hele tiden, at mine behov blev mødt. Han flyttede vasen med de smukke roser hen ved siden af mit hovede og sad så længe ved min side med lukkede øjne. Uden at rør på sig eller give sig til kende i rummet. Jeg lå derfor længe og mærkede, at jeg selv fyldte rummet ud. Det var 100% for mig og alt jeg var.  Han rørte på sig og satte noget andet musik på – “A hundred thousand angles”. Han rakte ud efter roserne og brød rosenhoveder af og dryssede dem over mit skød og mit bryst. Det var der jeg fik tanken; ”det var da spild af smukke roser!” og greb mig herefter i det og tænker, “hvorfor skulle jeg ikke være det værd?”    

At blive æret af en mand på denne måde og opleve, at der ingen agenda er fra hans side, gør, at vi som kvinder føler os påskønnet, værdifuld og elsket for dem vi er. Ikke for vores krop, vores udsende eller for den tilfredsstillelse vi kan give ham, men for den vi er som menneske. Det var en enorm healende oplevelse for mig og i vores parforhold, er denne æring af mig som feminint væsen gennemvævet i alt han gør. Fra de inderlige kys han giver, til den nærende mad han serverer. Fra den nærværende og trygge favn han dagligt tilbyder, til hans måde at lede mig, som maskulin, bevidst mand. Jeg føler mig tryg, elsket og værdsat!

Jeg har set, at den respekt, omsorg og kærlighed han udsiger er kongruent med hans handlinger, hvilket giver mig den tryghed jeg har brug for, for at åbne op. Jeg tør lade mit sårbare, hengivende feminine udtryk få plads i mig, imellem os og i verden. Jeg tør give mere og mere slip på mine maskuline strategier om at have kontrol, sætte retningen og eksekvere og i stedet for hengive mig mere til kærligheden, nydelsen, tårerne og smerten.

Det er netop igennem et sådanne trygt rum, at vi som kvinder tør hengive os til den vi er dybt nede.

Feminine, intuitive, powerfulde nydelsesvæsener!

Den sårede kvinde bliver hård og maskulin