Vi står over for en global angst-epidemi
Denne artikel er ikke til dig, der søger bekræftelse på, at alt er okay, og at din smerte snart forsvinder, når foråret kommer, verden bliver bedre, eller ydre omstændigheder endelig ændrer sig.
Jeg kommer heller ikke til at fortælle dig, at du bare skal lægge dig under dynen, lade den ene serie tage den anden og håbe på, at det hele passerer.
Det her er en artikel med alvor. Den har et formål: at vække modet i os og minde os om det selvansvar, vi hver især står med.
For intet ændrer sig.
Verden bliver ikke bedre.
Ikke lettere at leve i.
Ikke mindre frygtsom.
Ikke mindre voldsom.
Intet ændrer sig… før du gør!
Vi må se sandheden for hvad den er
Jeg har altid hellere villet konfronteres med den sandfærdige sandhed end blive lullet i søvn af en forførende løgn. Sådan har jeg det også med den tid, vi står i lige nu.
Ikke så meget i forhold til hvad der sker ude i verden, og hvad sandheden er, for det kan ingen af os alligevel regne ud. Jeg er langt mere interesseret i, hvad uroen i verden vækker i os indadtil.
Hvilke følelsestilstande aktiveres?
Hvad ryster os, og hvordan føles det i kroppen?
Hvad provokerer?
Og hvordan reagerer vi på de ydre faktorer?
Vores følelser og reaktioner i denne tid fortæller os rigtig meget om den fortid, vi kommer af, og om det, der stadig er ubearbejdet og uforløst i os.
Har vi for eksempel haft en utryg barndom, er det naturligt, at verdenssituationen trigger det gamle sår, som måske hidtil har ligget ubevidst og hengemt.
Verden og det kollektive reflekterer nemlig ind i os som individer og spejler det utrygge, usikre og frygtsomme i os, som endnu ikke er bevidstgjort og arbejdet ud af krop og nervesystem.
Jo mere uforløst vi er i det ubevidste, jo mere frygt, angst, ked-af-det-hed og måske vrede vil vi typisk opleve i en tid, hvor verden er i transformation.
Du kan leve fredfyldt trods verden
Det er, som om der eksisterer to perceptioner af den verden, vi oplever lige nu. Begge ser en verden i forandring, men konsekvenserne i individet er vidt forskellige.
Den ene perception vækker frygt, angst, usikkerhed og kaos. Den fører til krampagtige forsøg på at holde fast og komme tilbage til den trygge verdensforståelse, vi engang “kendte”.
Den anden perception oplever det, der sker, som et nødvendigt onde, hvor accept, potentiale og muligheder ligger i forlængelse af omvæltningerne. Mennesker, der ser verden sådan, ved, at den ydre verden ikke kan kontrolleres, men at den kan være med til at forvandle den indre.
Samme verden – forskellige perceptioner.
Mennesker, der forsøger at fastholde og normalisere hverdagen gennem manisk kontrol og overdrevent nyhedsindtag, lever derfor i en særligt frygtsom tid lige nu. Og der er intet, der tyder på, at det bliver lettere. Tværtimod.
Den verden, vi går i møde, vil om få år være ugenkendelig i forhold til den verden, vi står i i dag.
Derfor skal trygheden findes indadtil. Ikke ved at holde øjnene rettet ud mod verden, men i stedet ved at rette dem indad og kigge dybt i det, der netop forårsager uroen, frygten, angsten og vreden.
For hvis det kun var verden derude, der forårsagede det indre kaos, så ville alle være urolige.
Og det er de ikke.
Det indre arbejde har aldrig været mere afgørende end nu
Hvis vi nogensinde har været i en tid, hvor det indre forløsningsarbejde var vigtigt, så er det nu.
Det, vi oplever lige nu – i verden og i os – kan føles som en bundvending, hvor fortidens skeletter vælter op fra et dyb, vi ikke troede eksisterede.
Astrologisk set hører det tiden til og den fortæller os, at vi går nogle meget intenst år i møde, med konfrontationer, forfald OG forvandling. Uanset hvad man tror på, er realiteten den samme: Flere mennesker kan ikke længere “holde sammen på sig selv”, som de plejer.
Vi har derfor en mulighed for at forberede os og gå den konfronterende tid i møde med mindre smerte ved at være i rettidigt omhu.
Johannes og jeg oplever det tydeligt i terapien og i vores omgangskreds: Flere og flere kommer med en desperation efter at mærke, at de ikke er alene, og at det er muligt at finde fred og ro inde i sig selv.
Det, vi står med lige nu, er ikke en opgave, vi kan klare hver for sig. Den kræver, at vi stimler sammen og støtter hinanden med de evner, vi hver især er givet.
– Fælles for os alle er, at vi må stå ved os selv og tage det ansvar, der følger med dette indre arbejde.
Uanset om vi ser på det eller ej, er det der stadig
Det indre arbejde handler om at gøre os fri af det, der binder os til fortiden og frygtens gamle historie. Det handler om at finde modet til at konfrontere det, der er.
For uanset om vi ser på det eller ej, så er det der stadig.
I december fandt jeg en knude i brystet og valgte at få lavet en termoscanning. Inden scanningen sagde jeg til Susanne, der tog billederne, at jeg var nervøs for at kende min krops status.
Hun svarede: Problemerne er der jo uanset om du ved det eller ej, så du kan lige så godt vide det, så vi kan gøre noget ved det.
Hun havde fuldstændig ret.
Scanningen viste heldigvis, at det ikke var kræft, men den konfronterede mig med noget andet: inflammation i kroppen, selvom jeg lever sundt. Og det gjorde én ting meget klart for mig: Når vi bliver konfronteret med virkeligheden, kan vi tage et ekstraordinært ansvar for os selv.
Det samme gælder vores indre liv.
Der er desværre ingen anden vej end ned i stoffet og materien.
Konfrontation med virkeligheden.
Eller jo, vi kan lægge låg på, udsætte og holde ud, som vi har gjort så ofte, men tages der ikke de nødvendige skridt, så bliver det selvdestruktivt og lidelsesfuldt.
Når vi tager ansvar, sker der noget afgørende
Når vi tager ansvar for vores indre, sker der noget helt konkret:
Vi kan mærke, at verden forandrer sig, uden at miste os selv i den.
Vi bliver mindre reaktionære i situationer, hvor vi før reagerede automatisk.
Vi handler fra et mere samlet sted, hvor der er ro og fred.
Vi ser verden i et andet lys og kan begynde at tage livet ind.
Der falder en ro over os, som om en gammel del af os ikke længere er der.
Og det er faktisk det, der sker:
Den sårede del af os, som før styrede vores ubevidste tanke- og handlemønstre, får mindre magt. Nogle gange føles det, som om den del af os, ikke eksisterer længere.
Det er det, Johannes og jeg kalder frisættelsen fra fortiden.
Og rejsen derhen er det hele værd.
Det er et befriende og bekræftende arbejde, hvor vi opdager, hvem vi er uden den smerte, vi er blevet formet af. Uden det, der holder os tilbage, skaber konflikter i vores kærlighedsliv og giver os følelsen af at være forkerte.
Når vi forsøger at klare det alene
Mange vil forsøge at forløse deres smerte selv ved at læse, studere YouTube-videoer og lave positive affirmationer – ofte for at spare pengene og undgå den egentlige konfrontation.
Men det er ikke alt vi kan forløse selv. Langt fra!
Sådan har det også været for Johannes og jeg.
Vi har også søgt den nødvendige hjælp, når det var nødvendigt.
Mennesker er nemlig magelige væsener, og uanset smerten vi er i, vil vi alligevel søge det, vi kender. Også de vante og smertefulde tilstande. Derfor kan vi også blive bange for det nye og, paradoxalt nok, bange for at få det bedre.
For hvem er jeg uden min smerte?
Uden at kunne være et offer for omstændighederne?
Og hvem er jeg når jeg ikke længere kan få opmærksomhed på det jeg lider?
Uanset hvad man vælger, er alt okay. Alle må vurdere, hvad det kræver at kunne leve i den verden, vi lever i og den verden, vi er på vej ind i.
Det er langt fra alle, der vil eller tør gå ind i det dybe traumeforløsende arbejde. Men jeg tør godt sige: Dem, der gør, fortryder det ikke.
Gå vejen med andre, der har gået den
Hvis du ønsker et rum med medmennesker, der forstår, hvor du er, og hvad du går igennem, og hvis du er klar til at arbejde med uro, angst, sorg og gamle sår i et tempo, dit nervesystem kan være med til, så er du velkommen til at række ud til os.
Du er ikke alene.
Og du behøver ikke længere at bære dig selv alene.
Du er velkommen til at skrive til os på info@detsundeparforhold.dk, hvis du har spørgsmål eller ønsker at taler med os. Du er også velkommen til at læse mere om hvordan vi hjælper mennesker her
🪷
Kærligst
Izzah 🦋
Free picture by Unsplash.com Nicola Jovan
