Har du ikke allerede læst artiklen ”Den giftige kvinde er sjældent den mest åbenlyse”, så læs gerne denne inden, for bedre forståelse for de to dynamikker.
Når hendes kontrol møder hans behov for at tilpasse sig
Det er nærliggende at tro, at et menneske, der lever med en stærkt kontrollerende, manipulerende eller følelsesmæssigt styrende partner, på et tidspunkt vil få nok og gå. Udefra kan det endda være svært at forstå, hvorfor han bliver. Hvorfor accepterer han det, han gør? Hvorfor siger han ikke fra? Hvorfor bliver han ved med at undskylde, forklare og afpasse sig, når relationen tydeligvis koster ham mere og mere?
Svaret er sjældent, at han er en svag mand uden styrke, egen holdning og retning. I stedet skal svaret findes i den måde, hvorpå han helt tidligt i livet har lært om kærlighed og tilknytning.
For relationen mellem den giftige kvinde og den pleasende mand opstår ikke tilfældigt. De bringer nemlig hver især deres helt eller delvist ubearbejdede mønstre med ind i forholdet, og fastholder hinanden i denne usunde dynamik. Hendes utryghed reguleres gennem kontrol og hans utryghed reguleres gennem tilpasning. Hun finder ro, når omgivelserne retter ind, mens han finder ro, når konflikten forsvinder.
På den måde kan to mennesker, der begge længes efter tryghed, ende med ubevidst at holde hinandens sår i live.
Han lærte tidligt, at kærlighed kræver tilpasning
Den pleasende mand har ofte meget tidligt i sin barndom lært, at trygheden i en relation afhænger af hans evne til at aflæse og tilpasse sig menneskene omkring sig. Han kan være vokset op med en forælder, hvis humør fyldte meget, eller i et hjem præget af vrede, følelsesmæssig ustabilitet, kritik eller uforudsigelighed. Han kan også være vokset op i en familie, der udadtil fremstod velfungerende, men hvor der følelsesmæssigt var begrænset plads til hans egne behov, grænser eller svære følelser. Ofte er det pleasende barn blevet anerkendt for at være nemt, hjælpsomt og modent og har tidligt opdaget, at det fik mest positiv respons, når det tilpassede sig og ikke skabte problemer.
Et barn lærer hurtigt, hvad der skaber mest mulig tryghed, og tilpasser sig derfor de voksnes følelsesmæssige tilstande. Hvis mors uro fx falder, når han tilpasser sig hendes behov, lærer han at tilpasse sig endnu mere, og hvis fars vrede dæmpes, når han ikke siger imod, lærer han at tie. På den måde opdager han, at familiens følelsesmæssige balance hænger sammen med hans egen adfærd, og at trygheden bedst bevares, når han ikke fylder for meget med sine egne behov og følelser.
Det, der senere kan ligne en behagelig, omsorgsfuld og rummelig personlighed, kan derfor være et gammelt overlevelsesmønster, som grundlæggende handler om, at skabe sikkerhed gennem tilpasning, imødekommenhed og orientering mod andre menneskers følelsesmæssige tilstand.
På engelsk kaldes denne forsvarsreaktion fawning og kan på dansk bedst beskrives som at tage pæn pige masken på eller gå i nutte. Forsvaret handler grundlæggende om at gøre sig så ufarlig som muligt gennem tilpasning, og han bliver derfor enormt dygtig til at aflæse ansigter, tonefald og stemninger. Problemet er imidlertid, at denne evne ofte udvikles på bekostning af kontakten til ham selv, samtidig med at han får en stærk oplevelse af ansvar for at løse konflikter og sikre, at andre har det godt.
Som voksen kan han derfor være fremragende til at mærke, hvad hans partner føler og har brug for, mens det er langt vanskeligere at mærke, hvad han selv føler, ønsker og har behov for. Hans identitet bliver tæt forbundet med at være den gode, forstående og rummelige mand, der tager ansvar, ikke svigter og strækker sig langt for den kvinde, han er sammen med. Udefra kan det ligne følelsesmæssig styrke og stor kærlighed, men bag rummeligheden ligger der ofte et gammelt forsvar mod den uro, der opstår i ham, når han står fast på sig selv og møder hendes utilfredshed.
For nogle mænd kan der samtidig ligge en ubevidst længsel efter endelig at opnå den accept og kærlighed, som de ikke fik fra fx deres mor og en mor-barn dynamik kan herved opstå i kærlighedsrelationen. Hun som den dominerende og kontrollerende voksne (mor) og han som den tilpassende og eftergivende partner (barn). Denne dynamik er dog langt fra bevidst, men bygger på en relationel genkendelighed, som hans nervesystem reagerer på: Hvis jeg blot forstår hende bedre, gør mere for hende og undgår at gøre hende utilfreds, kan jeg bevare kontakten og kærligheden. Netop derfor kan det være så vanskeligt for ham at sige fra, fordi det ikke kun handler om at skabe ro mellem ham og hende i dag, men også om at hele relationen mellem ham som lille dreng og hans omsorgspersoner dengang.
Dette mønster gentages ofte – ikke kun med én giftig og kontrollerende kvinde, men med flere op gennem livet.
Hvis vi derfor udelukkende ser ham som offer for hendes kontrol, overser vi også en vigtig del af dynamikken. Hans tilpasning er nemlig ikke kun noget, der opstår som reaktion på hendes adfærd, men også en overlevelsesstrategi, han selv bringer med ind i relationen. Derfor ligger en afgørende del af hans heling i at få øje på dette mønster og langsomt lære, at kærlighed ikke handler om at underlægge sig kvindens følelser, ønsker og behov, for at bevare kærligheden. En sund relation er langt mere ligeværdig og nuanceret.
Hendes kontrol passer ind i hans gamle overlevelsesstrategi
Det giftige feminine er ofte organiseret omkring et andet forsvar. Bag kontrollen findes et såret menneske, som har svært ved at rumme den skam, afvisning og utryghed, der aktiveres, når hendes selvbillede eller oplevelse af virkeligheden bliver udfordret. Derfor forsøger hun at skabe tryghed ved at få kontrol over mennesker omkring sig.
Og det er netop her, deres mønstre mødes.
Hun bliver urolig, når han står fast på sig selv og udfordrer hendes kontrol, mens hendes reaktion aktiverer hans utryghed og får ham til at give efter.
Begge oplever på denne måde en umiddelbar lettelse, når han giver efter fordi hendes nervesystem bekræftes i at hendes kontrol virkede og hans nervesystem, at tilpasningen virkede.
Herved bliver ingen af dem konfronteret med det oprindelige sår, fordi begge har fundet en måde at regulere det gennem den anden. Hun igennem kontrol og han igennem selvtilsidesættelse.Det kan føles som kærlighed, men i virkeligheden er det to gamle overlevelsesstrategier, der har fundet hinanden.
Han tvivler på sig selv, før han tvivler på hende
I begyndelsen kan hans egenskaber fremstå som noget af det mest kærlige ved ham. Han er omsorgsfuld, loyal og optaget af at få relationen til at fungere og strækker sig ofte langt for at støtte hende i det, hun ønsker. Han bakker hendes projekter op, hjælper med at føre hendes planer ud i livet og er samtidig tilbøjelig til at undersøge sin egen andel, når der opstår konflikt, fordi det falder ham mere naturligt at justere sig selv end at stille spørgsmål ved hende.
Alt dette kan være tegn på følelsesmæssig modenhed, men problemet opstår, når selvrefleksionen ikke ledsages af en tilsvarende tillid til hans egen oplevelse. I stedet for at spørge, om hendes reaktion er rimelig, spørger han, hvad han selv har gjort forkert. Langsomt bliver selvrefleksion til selvtvivl, empati til overansvar, loyalitet til selvopofrelse og ønsket om fred til konfliktskyhed. Netop fordi han er villig til at se på sig selv, mens hun har svært ved det samme, opstår der en alvorlig ubalance i relationen.
Han mister sig selv men opdager det ikke
Et menneske mister sjældent sig selv fra den ene dag til den anden. Det sker gennem så mange små tilpasninger, at det, der engang ville have føltes urimeligt, gradvist bliver normalt. Han holder noget tilbage for at undgå hendes reaktion, ændrer sine beslutninger for at bevare freden og ser venner og familie stadig sjældnere, fordi relationerne skaber uro derhjemme. Langsomt bliver hans verden mindre, samtidig med at en stadig større del af hans liv kommer til at kredse om hende.
I de mest fastlåste relationer kan ubalancen blive så markant, at den næsten ser karikeret ud udefra. Han tjener måske pengene, laver maden, bygger huset, ordner det praktiske og bruger sin fritid på at realisere hendes ønsker og projekter, mens han samtidig navigerer efter hendes humør og forsøger at undgå det, der kan skabe utilfredshed. Han kan være blevet så dygtig til at tage ansvar for hendes liv og følelsesmæssige tilstand, at der næsten ikke længere er noget område tilbage, hvor han spørger sig selv, hvad han ønsker, eller hvad han får tilbage.
Og netop dét spørgsmål kan være smertefuldt at stille. For bliver han selv mødt med omsorg, interesse og kærlighed? Er der plads til hans behov, drømme og projekter? Er der følelsesmæssig nærhed og et levende seksuelt møde mellem dem, eller er han efterhånden primært blevet den, der får hendes liv og deres fælles facade til at fungere? Når en relation gennem mange år har været organiseret omkring hendes behov for kontrol og hans behov for at tilpasse sig, kan selve gensidigheden langsomt forsvinde.
Også seksualiteten kan blive et tydeligt billede på denne forskydning. Når hun indtager en stadig mere styrende og kontrollerende position, mens han bliver mere eftergivende og mister kontakten til egne grænser, ønsker og initiativ, kan den erotiske spænding mellem dem forsvinde. Relationens dynamik kan efterhånden få mere karakter af en ulige forælder og barn relation end mødet mellem to voksne partnere.
Det mest alvorlige er imidlertid, at han ikke nødvendigvis selv ser, hvor langt relationen har bevæget sig. Når venner eller familie forsøger at spejle det for ham, kan han forklare, forsvare eller bagatellisere det, fordi erkendelsen vil kræve, at han forholder sig til, hvor meget af sig selv han har givet væk. Samtidig kan han gennem årene have mistet kontakten til netop de mennesker, der kunne hjælpe ham med at se situationen udefra.
Derfor kan han ende i en relation, som andre oplever som åbenlyst ulige og uværdig, uden selv at være i stand til at handle på det. Han kan godt mærke, at noget er forkert, men føle sig handlingslammet, fordi ethvert forsøg på forandring aktiverer den gamle frygt for konflikt, afvisning og tab af relationen. Det, der begyndte som en strategi for at bevare kærligheden, kan dermed ende med at koste ham venner, seksualitet, selvstændighed, handlekraft og til sidst selve oplevelsen af, hvem han er.
På et tidspunkt må virkeligheden stå alene tilbage
På et tidspunkt må forklaringerne stoppe, og virkeligheden stå tilbage. Ikke forestillingen om det parforhold, han håber at have, eller fortællingen om alt det, der måske en dag bliver anderledes, men den relation han faktisk lever i. For først når han begynder at se forholdet uden at forklare, forsvare eller bortforklare det, bliver det muligt at få øje på, hvor meget han selv er forsvundet i det.
Bliver han selv mødt med kærlighed, omsorg og interesse?
Er der plads til hans følelser, behov, venner, drømme og projekter?
Findes der stadig følelsesmæssig nærhed og seksuel intimitet mellem dem, eller består hans rolle efterhånden primært i at yde, sørge for, tilpasse sig og få hendes liv og deres fælles hverdag til at fungere?
For når gensidigheden forsvinder over længere tid, bliver spørgsmålet ikke kun, hvad han får ud af relationen, men også hvad det har kostet ham at blive i den. At vågne til virkeligheden kræver derfor, at han tør se på prisen. Hvor mange nære venner har han stadig, og er de mennesker, han omgås, primært relationer, hun har bragt ind i hans liv? Har han stadig et socialt liv, der er hans eget, eller er hans verden gradvist blevet flettet så tæt sammen med hendes, at han næsten ikke længere har noget, der eksisterer uafhængigt af relationen?
Det samme gælder seksualiteten og den følelsesmæssige intimitet. Hvornår følte han sig sidst oprigtigt begæret, mødt og inviteret ind i nærhed, og har han efterhånden vænnet sig til et parforhold, hvor seksualiteten stort set er forsvundet? Måske har han samtidig mistet noget endnu mere grundlæggende: sin dømmekraft, tillid til sin egen handlekraft og selvstændighed. Når tilpasningen har stået på længe nok, kan tabene blive så normaliserede, at han ikke længere oplever dem som tab, men blot som den måde hans liv er blevet på.
Til sidst kan det være meget nødvendigt at rette blikket mod de kvinder, han tidligere har været sammen med. Hvilke fællestræk havde de? Var der også dér et stærkt behov for kontrol, vanskeligheder ved at tage ansvar, projektioner, følelsesmæssig styring eller en forventning om, at omgivelserne skulle indrette sig efter deres behov? Havde de svært ved at rumme kritik og grænser, og endte konflikterne ofte med, at ansvaret blev placeret hos andre end hende? Kvinderne kan på overfladen have været meget forskellige, men når han begynder at se på deres relationelle mønstre frem for deres personligheder, kan lighederne være slående.
Måske har han ikke gentagne gange været uheldig i kærlighedslivet. Måske har han ubevidst søgt mod kvinder, der aktiverer en relationel dynamik, han kender langt bedre, end han selv er klar over.
Denne erkendelse kan være brutal, fordi han ikke alene får øje på hendes adfærd, men også på, hvor længe han selv har accepteret den. Samtidig er den også nødvendig, for helingen kan ikke ske, så længe han fortsat beskytter sig mod erkendelsen af det liv, han faktisk lever. Først når han tør se relationen, som den er, kan han begynde at se, hvad den har kostet ham, og hvad det vil kræve at finde tilbage til sig selv.
OBS! Er du i en usund dynamik med en partner eller har du tidligere været det og ønsker at få fat om roden på denne helede del i dig – så er du velkommen til at række ud og få en uforpligtende samtale på 20 minutter om hvordan vi kan hjælpe dig i terapien.
Du kontakter os via mail på info@detsundeparforhold.dk
Johannes B. Søndergaard
Photo by Richard Stachmann, Juliano Colombaroli, Omar Rojas, Maria Jesus Errazuriz, Savannah Bolton on Unsplash