Tør I se virkeligheden i øjnene, eller holder i parforholdets illusion i live?

Tør I se virkeligheden i øjnene eller holder i parforholdets illusion i live?

Vi lever i en tid, hvor meget føles usikkert. Nyheder om krig og uro fylder, økonomien giver anledning til bekymringer, og hverdagen kræver stadig, at vi passer vores arbejde, tager os af familien og får tingene til at hænge sammen. Det kræver kræfter, og når der samtidig er afstand og konflikter i parforholdet, mangler vi et vigtigt sted at finde ro, støtte og nærhed.

Du kender det, når en samtale om penge, en praktisk opgave eller en aftale pludselig kommer til at handle om meget mere. Tonen bliver skarp, og du føler dig misforstået, mens den ene presser på for at få kontakt, og den anden trækker sig for at få fred. I forsøger at nå hinanden, men ender med at gøre afstanden større.

Bagefter står I både med det, I var uenige om, og de ord, der gjorde ondt, så endnu en konflikt lægger sig oven på dem, I aldrig rigtig fik talt færdige.

Presset udefra følger med ind i forholdet

Når bekymringerne fylder, bliver der mindre overskud til at lytte, være nysgerrig og møde hinanden med varme. Det bliver lettere at høre kritik i et spørgsmål og opleve det som en afvisning, når den anden har brug for ro og en pause.

Samtidig følger jeres historie med ind i relationen. Gamle erfaringer med at være alene, forkert eller overset kan blive vakt i det, der sker mellem jer nu, så følelserne tager over, og det bliver svært at reagere, som I egentlig ønsker.

Det ser vi igen og igen hos de par, der kommer hos os. Begge længes efter at blive forstået, men deres måde at beskytte sig på gør det svært at komme tæt på hinanden. Det fritager ingen for ansvar for hårde ord eller overskredne grænser, men det viser os tydeligt, hvor arbejdet skal begynde.

Her er det ikke altid tilstrækkeligt at lære nye formuleringer eller blive bedre til at anerkende hinandens synspunkter. Hvis forandringen skal holde i hverdagen, skal vi også arbejde med de følelser, erfaringer og reaktioner, der ligger bag konflikterne, og som tager over, når I bliver pressede.

Afstanden viser sig også i det, der holder op med at ske

I fortæller mindre om, hvordan I egentlig har det, og samtalerne handler i stigende grad om indkøb, arbejde og aftaler, mens det sårbare bliver liggende usagt. Kyssene bliver flygtige, berøringerne bliver færre, og I holder op med at opsøge hinanden, fordi det er blevet svært at vide, hvordan I bliver mødt, og hvornår en ny konflikt opstår.

Også seksualiteten bliver et ømt punkt mellem jer, når den ene savner at føle sig ønsket, mens den anden oplever forventninger og pres, som gør det svært at mærke sin egen lyst. Det, der engang forbandt jer, bliver på den måde endnu et område, hvor I føler jer alene eller utilstrækkelige, selvom I begge længes efter nærhed.

Det har en pris at lade det fortsætte

Det er forståeligt, at I ønsker at vente, til I får mere overskud, arbejdet fylder mindre, eller livet falder til ro. Men mens I venter, fortsætter hverdagen mellem jer, og det, der gør ondt, forsvinder ikke af sig selv, blot fordi I undgår at tale om det.

Vi møder desværre mange par, hvor afstanden har stået på så længe, at den er blevet en fast del af deres liv sammen. De har vænnet sig til at gå uden om bestemte emner, holde deres behov tilbage og klare det svære alene. Efterhånden begynder nogle også at forestille sig et liv uden hinanden.

Når savnet efter nærhed, omsorg, intimitet og kærlig berøring står på dag efter dag og uge efter uge, kan bitterhed, vrede, frustration, ensomhed og afmagt få mere og mere plads. Det bliver sværere at række ud og tage imod, fordi skuffelserne står imellem jer, også når den anden forsøger at nærme sig.

Det kan slide på tilliden til både forholdet, partneren og ens egen oplevelse af at være værd at elske. Når det har stået på i måneder eller år, er der ofte mere smerte at tage hånd om, og det kan kræve længere tid og en større indsats at genopbygge trygheden og nærheden.

Derfor er det vigtigt at se ærligt på, hvordan I har det sammen nu. At holde fast i håbet om jeres forhold må også indebære, at I handler på det, der truer det.

Sådan som I har det nu, behøver ikke være jeres fremtid sammen

Selvom konflikterne og afstanden har fyldt længe, kan I få hjælp til at finde hinanden igen. Det er muligt at komme et sted hen, hvor I kan tale om det svære og stadig føle jer tæt på hinanden, hvor skuldrene sænker sig, når I kommer hjem, og hvor der igen er plads til latter, kærlige berøringer og lysten til at være sammen.

Vi har fulgt par, som kom til os som hund og kat og hun ikke ønskede nogen som helst nærhed eller berøring af ham og gå ud herfra igen hånd i hånd. Vi har haft par med vrede, skuffelse og alvorlig tvivl om deres fremtid sammen, og som undervejs og efter genfandt både nærheden, kærligheden og glæden ved hinanden. Da de begyndte, havde de ikke svarene og vidste ikke, hvordan de skulle komme videre, men de valgte at give forholdet en reel chance og tage imod hjælp.

Det kræver noget at skabe den forandring. I skal begge være villige til at se ærligt på jer selv, tage ansvar og blive ved med at øve jer, også når det er svært. Til gengæld kan indsatsen åbne for et kærlighedsliv, hvor I begge føler jer set, hørt og rørt på en måde, der vækker noget i jer, som længe har ligget stille.

Vi ved, at det kan være svært at tage skridtet og søge hjælp, især når overskuddet er lille, og tvivlen fylder. Men at vente løser ikke det, der gør ondt mellem jer, og jo længere konflikterne fortsætter, desto mere fastlåste kan I blive i vrede, skuffelse og afstand. Derfor er vores klare anbefaling, at I tager hånd om det nu og søger kvalificeret hjælp, enten hos os eller hos en anden kvalificeret behandler.

Overvejer I at få vores hjælp, vil vi gerne gøre det første skridt lettere ved at tilbyde jer en uforpligtende samtale på 20 minutter. Her kan I fortælle om jeres situation og få en fornemmelse af, hvordan vi kan hjælpe jer videre.

I booker en samtale ved at skrive til os på info@detsundeparforhold.dk
Vil du læse mere om vores parterapi, så finder du linket her.

🪷

De kærligste hilsner
Izzah & Johannes

________________________________________
The Unfold App / Onlineundervisning / Psykoterapi / Traumeterapi / Parterapi / Info om MDMA-Assisteret Terapi

Photo by Daffo pics, Megan Watson, Paul Coenen and Janno Reyes and on Unsplash