Når min mor engang imellem siger til mig; ”Åh Izzah, du har haft så meget modstand i dit liv”, så tænker jeg altid; ”Har jeg virkelig det?”
Jeg tænker ikke tilbage på mit liv, som værende et særlig hårdt liv, men jeg er glad for, at jeg ikke skal leve det hele forfra igen. Jeg er meget taknemmelig for alle de smertefulde erfaringer jeg har gjort mig men én gang er nok.
Igennem svære oplevelser i kærlighedslivet, økonomisk og karrieremæssigt har jeg været utrolig god til at sige; ”pyt, jeg må videre” og ”overlevet” meget smerte med et smil.
Jeg husker, at jeg for nogle måneder siden, kommer til at ramme Johannes i øjet med en dyne, da jeg var ved at skifte sengetøj. Det gjorde meget ondt på Johannes og han råbte op i smerte og hvor min reaktion var at grine mens jeg sagde undskyld. Han blev ret såret over min reaktion, da det på ham virkede som om, at jeg grinte af ham
På samme måde har jeg grint de gange, jeg har glemt at sætte blenderlåget ordentligt på min blåbærsmoothie og når jeg har væltet rækken af cykler nede ved Netto, med mine mange indkøbsposer.
Jeg har stået i mange tragisk-komiske situationer, hvor jeg har taget det hele let og med et smil på læben.
Man kan sige, at jeg har en let tilgang til livet og dets mange udfordringer.
Men når det så er sagt, så ligger der også en smerte bag denne måde, at møde verden på. Lethed, grin og humor er min måde at beskytte mig imod den smerte, som jeg ville mærke, hvis jeg tillod det.
Og det er den smerte, jeg gerne vil skrive lidt om i denne artikel, da vi alle bærer på den i større eller mindre grad. Spørgsmålet er om vi tillader den og om vi tør at kikke på alt det gamle, eller om vi gemmer det væk og graver det ned?
Min teori er, at får vi ikke set på det gamle, det smertefulde, det sårbare, det mørke, det skræmmende og det nogen gange angstfyldte som ligger gemt fra fortiden, så vil intensiteten af smerten stige igennem livet. Typisk vil fortiden begynde at dukke op omkring midt trediverne. Der er vi klar til at begynde at tage os af det. Får vi ikke bearbejdet det ordentligt i disse år, så intensiveres det omkring fyrreårsalderen. Det er det vi kender som 40-års-krisen… og midtvejskrisen.
Vi er halvvejs i livet og må sande om vi har levet det liv vi ønsker eller om det er på tide at sadle om?
Tager vi ikke os selv og livets læringsvej alvorligt på dette tidspunkt, så bliver vi mødt af expresstoget på vej op imod de halvtreds. Det er toget som tromler os over, vender op og ned på vores liv og vækker os op til virkeligheden.
Vi kan opleve det som tematikker i vores liv, som hele tiden gentager sig.
…Hvorfor sker det altid for mig?
…Hvorfor kan jeg ikke finde kærligheden?
…Hvorfor er det altid mig som udvikler mig?
…Hvorfor er det altid mig, som bliver forladt?
…Hvorfor kan jeg ikke opnå, den krop jeg ønsker?
…Hvorfor er det altid mig, som skal gøre det hele?
Dette kunne være eksempler på spørgsmål, som vi stiller os selv igen og igen og som måske i stedet handler om noget ubearbejdet og umodent i os selv.
Det seneste halvandet år har jeg kikket meget dybt ind og ned i mig selv. Jeg troede egentlig, at jeg havde forvalte mange af mine oplevelser fra fortiden, da jeg har beskæftiget mig utrolig meget med personlig udvikling, men det er gået op for mig, at jeg aldrig har fået bearbejdet og forvandlet de sår og traumer, som ligger indarbejdet dybt i min krop og nervesystem.
Jeg har før hørt udtrykket ”kroppen husker”, men har aldrig tænkt videre over det, for jeg havde det jo godt.
”Alt er jo godt”
”Jeg er jo traumefri”
”Jeg er jo glad, sund og rask”
”Jeg føler ikke, at jeg er ked af det”
”Jeg mærker ingen smerte i kroppen”
”Jeg passer jo mit job og nyder mit liv”
”Jeg har jo haft en god og tryg barndom”
”Jeg er kommet videre fra de forhold jeg var i”
”Jeg har ikke lyst til s€x mere, men det er også okay”
”jeg føler mig ikke helt lykkelig, men hvem gør det?”
For mig udsprang mit dybe traumearbejde i min smerte over at have mistet lysten til s€x og at jeg ikke længere sansede under elskov. Elskov eller s€x skulle overstås. Jeg tænkte på alt andet end s€x under s€x og kunne ikke finde tilbage til det, som engang var pirrende, erotisk og lystfuldt.
I mit møde med Johannes Brormand, som har arbejdet professionelt med seksuelt traumatiserede kvinder, oplevede jeg, en verden dybt inde i mig selv, som jeg ikke vidste eksisterede. Gennem hans krops -og psykoterapeutiske tilgang, oplevede jeg, at min krop reagerede uden min bevidsthed herom og involvering. Mine ben var fuldstændig låste og hele min venstre side af kroppen dirrede. Mine hænder og fødder snørede sig sammen så de sov, som blev jeg holdt fast om både ankler og håndled. Mine øjne flakkede og min krop var kold.
Johanne fortalte mig, at min krop og nervesystem reagerede, som var jeg blevet voldtaget.
En reaktion som kroppen og nervesystemet kan have, uden at man nødvendigvis er blevet forgrebet på s€ksuelt. Man kan fx have været hård ved sig selv igennem elitær sport eller haft pligt-s€x (som mange nok kender til).
Jeg har dyrket meget pligt-s€x og så derudover har jeg overtrumfet min krop med min vilje, igennem mine 10 år som karrierekvinde. Alt handlede om den næste præstation, det næste mål og den næste bonus.
I denne periode mærkede jeg ikke mig selv.
Jeg mærkede og sansede ikke min krop, for jeg var fuldt ud fanget oppe i mit hoved. Det var her jeg skulle være, for at kunne nå mine mål, betale mine regninger, skabe det liv jeg ville, få den frihed jeg længtes efter og komme på den drømmerejse, jeg så inderligt fortjente.
Udfordringen var, at i mellemtiden gjorde jeg skade og vold på min krop og mit sind. Jeg mistede lysten til s€x og til mig selv. Nydelsen forsvandt til et punkt, hvor jeg end ikke kunne nyde den mad jeg spiste.
Da jeg mødte Johannes, mødte jeg den ultimative livsnyder. En mand, som mærker fodsålen mod jorden ved ethvert eneste skridt. En mand som dyrker og nyder sin yoga og praksis dagligt igennem snart10 år. En mand som værdsætter nuet utallige gange dagligt, og stopper op på de mest stressede tidspunkter og skal trække livet helt ind og ned i lungerne. En mand som pakker en kurv med rødvin og tæppe, så snart solen skinner og fører mig ned i parken. En mand som bare ELSKER at være i nuet og mærke det, uanset hvordan det mærkes.
Han er og har været min ultimative healer, som han har været det for tusindevis af kvindelige klienter, der ligesom jeg, var kørt af et sidespor og havde tabt sig selv på den smertefulde sti igennem livet.
En sti som lærer os en masse, men hvilke erfaringer påkræver, at vi bearbejder og slipper de gamle historier og traumer dybt inde i krop og nervesystem. En rejse som kan være lang, men som er påkrævet, for den som vil være fri.
Overvejer du at starte din forvandlingsrejse nu, så kan du læse om Johannes Transformation -og Traumeforløb her: https://detsundeparforhold.dk/traumeterapi/
Du kan også booke en uforpligtende og gratis samtale hos ham via kontaktformularen i linket her. https://detsundeparforhold.dk/contact/
Lad os tage rejsen sammen
Izzah Kamillah 