I dag bliver psykedeliske rejser solgt som genveje til healing: et weekend-retreat, lidt ayahuasca og så er du mere traumefri, end da du kom. Vi har mistet fokus på det vigtigste: individet og dets transformation. Denne artikel er et kritisk opgør med den skødesløse brug af psykedeliske gruppehealinger, manglende integration og den illusion, at ekstase og storladne psykedeliske oplevelser i sig selv er det samme som healing.
__________
Noget af det mest frustrerende for mig som terapeut er at stå på sidelinjen og betragte, hvordan mennesker i dyb smerte igen og igen søger nye psykedeliske peak-oplevelser og ikke får fat om den egentlige årsag til deres smerte. Dette er ikke for at sige, at psykedeliske rejser ikke kan være dybt healende – for det har jeg i den grad været vidne til. Men der kan også ske det modsatte: at mennesker farer vild i deres proces, bliver endnu mere låste i deres smerte, eller at egoet infiltrerer processen.
Hovedårsagen til dette er, som jeg ser det, en skødesløs brug af psykedeliske stoffer, manglende forståelse for den kulturelle sammenhæng, kvalificeret facilitering og i særdeleshed en mangelfuld – eller helt fraværende – integration af rejseoplevelserne bagefter. Hvad vi glemmer er, at vi oftest har med traumatiserede mennesker at gøre – mennesker, som er desperate i deres søgen efter fred fra en indre smerte – og som netop derfor er ekstremt sårbare i deres søgen.
Samtidig lever vi i et højhastighedssamfund, hvor vi alle er mere eller mindre afhængige af øjeblikkelig belønning, om det så er i form af scrolling på sociale medier, swipe-away-dating eller peak-orgasmer – som kloge hoveder prædiker højt om, gerne skal opnås i rige mængder og helst dagligt (det bilder de os i hvert fald ind, og de dopaminafhængige takker ja tak uden yderligere spørgsmål). Udfordringen er, at vi har vænnet os til den stimuli, som både adrenalin og dopamin giver os, hvilket har store konsekvenser for de valg, vi tager – også når det gælder vores egen healingrejse.
Vi kan nemlig risikere at tage disse afhængighedsmønstre med os ind i arbejdet med os selv. I stedet for at tage den dybe vej ind i krop, sind og nervesystem, leder vi efter det næste store gennembrud i en ekstatisk eller overjordisk oplevelse, i håbet om at smerten på magisk vis – og uden vores aktive deltagelse – forsvinder.
Når healingsrejsen mister retningen
Jeg hørte for nogle år siden en facilitator sige, at han havde drukket ayahuasca over 800 gange. Det blev sagt med stolthed i stemmen. Faktisk blev han præsenteret som en, der havde drukket ayahuasca ca. 850 gange, hvorefter han hurtigt korrigerede det til 887. Jeg undrede mig over dette behov for at bryste sig med antallet af ”rejser” – hvis man overhovedet kan kalde det det. Er pointen med den psykedeliske medicin ikke netop at hjælpe mennesker fri af deres indre fangenskab? Hvorfor skulle 800 – eller for den sags skyld 80 – rejser så overhovedet være nødvendigt? Og hvis medicinen sætter dig fri af dit ego (som mange siger), hvorfor så det behov for at positionere sig på denne måde?
Måske er det netop her, vi må begynde at stille kritiske spørgsmål: om hvorvidt “set og setting” overhovedet er på plads, og om rejsen i virkeligheden handler mere om pragt og pral frem for menneskelig frigørelse, kærlighed og omsorg. Når afhængigheden af dopamin og adrenalin møder en ny scene af psykedelisk forbrugerisme, mister vi – ud fra min overbevisning – orienteringen samt al sund fornuft og fokus. Det er min oplevelse, at vi, sammen med den daglige søgen efter quick-fixes og kicks, helt har tabt vejen til healing af syne. Villigheden til at gøre det egentlige healingsarbejde, som oftest kræver tid, fordybelse og dedikation i et smertefuldt arbejde (også i psykedelisk terapi), synes at falde i baggrunden eller helt forsvinde, når beretninger om at møde Gud, få udstukket sin mission af moder Gaia eller vågne til høj bevidsthed bliver fokus.
Både min mand og jeg har igennem et årti fået dybe personlige erfaringer med flere af de psykedeliske stoffer og har anvendt dem terapeutisk i vores egne personlige udviklingsrejser. Jeg er derfor ikke en uvidende og uoplyst terapeut, som har set sig sur på det, der foregår med psykedeliske udviklingsrejser i Danmark lige nu. Ydermere har jeg i min tid som terapeut – og sammen med min mand – arbejdet med mennesker, der har båret på nogle af de dybeste traumer, vi som mennesker kan bære på: alt fra dyb depression, angst, meningsløshed og selvmordstanker til psykisk/fysisk vold, incest, alkoholisme, narcissisme og stofmisbrug. Vi arbejder hver eneste dag med mennesker, som på hver deres måde føler sig fortabte i sig selv og er desperate efter at finde forløsning og fred – og vi hjælper også mange af disse mennesker ud på den anden side.
Jeg mener, at vi som mennesker har et enormt ansvar for at hjælpe og guide, hvor vi kan, og råbe op, når vi ser, at noget er forkert, amoralsk eller direkte skadeligt. Desværre ser jeg, at psykedeliske rejser kan være netop dét, når der mangler dedikeret fokus på den individuelle rejsende under ceremonien, og når der ikke er et grundigt individuelt integrationsforløb for den enkelte efter rejsen. Hvordan har man tænkt, at mennesker i en rundkreds eller på et onlinemøde efter en weekend med 2-3 psykedeliske rejser skal kunne integrere oplevelser af at have været slået ihjel, voldtaget eller udpeget af Ayahuasca-ånden til at være den næste store shaman? Hvordan tænker man, at en sådan altafgørende integrationsproces skal kunne samle forsvarligt op på det enkelte individ – og så helt uden at kende til den enkeltes baggrundshistorie på et terapeutisk niveau?
Kigger vi helt specifikt på Ayahuasca, så er det en flere århundredelang (måske årtusinder) spirituel praksis fra Amazonas – en tradition, der bliver ført videre gennem generationer. Fx er Ayahuasca fundamentet i de Sydamerikanske indianeres åndelige liv og anses ikke bare som en plante, men som en levende intelligens, der kan undervise og bibringe visdom. Vi har, som jeg ser det, ukritisk taget denne spirituelle tradition til os fra en helt fremmed kultur, klædt os ud som wannabe sharmaner og slået plat på menneskers smerte og lidelse, ved at kalde ind til healing i grupper. Har man overvejet, hvad der sker, når man sender 15-20 mennesker – som hver blot har købt en billet på nettet – ind i en ukendt psykedelisk verden, hvor ALT (jeg mener alt) kan ske? Når man uden forhistorie og terapeutisk indblik i disse mennesker lader dem gennemleve himmel, hav og helvede på jord i 8-10 trælbundne timer – uden hensyn til hvordan den enkeltes oplevelse bliver påvirket, forstærket og fastholdt af de andres proces og skrigen, prusten, brølen og brækken?
Hvordan påvirkes han, som lige nu oplever en psykotisk tilstand, hvor han bliver fortæret af væsener fra en anden verden og er af den opfattelse, at han aldrig igen vil vende tilbage til sans og fornuft? Eller hende, som lige nu ligger og gennemlever den ene voldtægt efter den anden, uden nogen chance for at komme væk fra hverken oplevelsen eller de medrejsendes udadreageren i rummet? Overvejer man overhovedet, hvilken betydning rummet og de mange andre mennesker har for oplevelsen – og for det arbejde, der venter for det enkelte individ efter rejsen?
I en sådan gruppesammenhæng mener jeg, at vi fuldstændig har glemt, hvad det hele handler om, og er blevet taget af euforien, historierne, berømmelsen, egoet og pengene. For hvem tager sig af alle dem, som ikke formåede at implementere rejserne i deres hverdag? Dem, som re-traumatiseredes og ikke kunne håndtere deres oplevelser, da de kom hjem? Hvor går grænsen? Bliver det næste tre dage med psykedeliske rejser eller syv – til vi alle har drukket 800 gange og er blevet både bedre, klogere og mere hele mennesker? Hvem råber stop og bringer omtanke, omsorg og sund fornuft tilbage til healingsarbejdet? Det er min holdning – hvilket jeg ved, at mange vil tilslutte sig – at psykedeliske healingsrejser i vores kultur hører til i stilhed med én enkelt rejsende og to sittere repræsenteret ved både mandligt og kvindeligt køn. Jeg kan på ingen måde se, at en grupperejse tager højde eller har fokus på det enkelte individ – nok snarere facilitatorerne, som på en enkelt weekend kan indkassere langt over 100.000 Kr.
Mange gode oplevelser med psykedeliske rejser
Der er mange gode oplevelser med psykedeliske udviklingsrejser, og dem vil jeg bestemt ikke underkende. Men jeg opfordrer os til at se på, hvordan selv de gode oplevelser kan være selvbedrageriske og forførende. For oplevelsen kan være, at vi udvikler os, bliver mere bevidste om fortiden og får adgang til dybe lag af frygt, smerte og erkendelse – hvilket i sig selv kan føles som fremskridt. Men det er min påstand, at det meget let kan være endnu en forvildelse for Alice, der i eventyrlandet lader sig fortrylle af nye, dragende kaninhuller, hvor hvert fald føles som et skridt frem – men i virkeligheden bare fører hende længere væk fra sig selv. Jeg har i min tid som terapeut – både alene og sammen med min mand – arbejdet med mennesker, der bærer nogle af de dybeste traumer, vi som mennesker kan gennemgå. Alt fra dyb depression, angst, meningsløshed og selvmordstanker til psykisk og fysisk vold, incest, alkoholisme, narcissisme og stofmisbrug. Jeg mener, vi har et ansvar som mennesker og fagpersoner for at støtte andre ud af deres smerte – hvis vi har redskaberne og kender vejen – og jeg ser desværre ikke, at det ansvar løftes af et lukrativt gruppeforløb med 10-15 deltagende.
I stedet ser jeg her mennesker fare endnu mere vild i sig selv, blive mere og mere forknudrede i deres smerte og søge nye oplevelser med ”den anden verden” for at komme væk fra den, de lever i. Jeg ser mennesker blive ego-indflateret og ikke få integreret de oplevelser, de har haft på rejserne, som for mange er overjordiske og opleves som et møde med noget større, noget helligt og sågar guddommeligt. Hvordan skal vi overhovedet have lyst til at gå ned i det smertefulde og frigørende traumearbejde, når vi kan lægge os ned med 15 andre, tage “stoffet” og lade ånden klare skærene for os? Hvordan forventer vi at kunne bruge disse rejser, når integrationen blot handler om at dele din oplevelse i en cirkelkreds dagen efter eller på et onlinemøde, hvis du skulle have lyst? Hvor er det individuelle fokus og dedikationen ind i et andet menneskes liv og historie? Hvor er den medmenneskelige kærlighed og omsorg?
For nogle år tilbage, havde min mand 4 Siona-Sharmaner boede og de delte deres mangeårige erfaringer med arbejdet med vesterlændinge på Ayahuasca. De sagde, at vi danskere har brug for et indgående traumeforløsende arbejde, inden vi overhovedet kan tage Ayahuasca. Dette fordi vi igennem vores traumatiserede fortid og liv, har oparbejdet så stort et forsvar af blokkeringer i kroppen, at vi slet ikke formår at overgive os til medicinens kraft og “magi”. Og hvis det er rigtigt, hvad er det så, vi har gang i her i Danmark? Det er som om, vi har mistet respekten for, det de psykedeliske stoffer kan, og i dag tilgår dem med samme skødesløshed, som vi i vores kultur omgås alkohol.
Hvordan kan vi arbejde med psykedelisk terapi?
Psykedelisk terapi kan fungere som en katalysator til at komme i kontakt med undertrykte følelser og traumer, fordi den midlertidigt nedbryder de mentale forsvar, vi normalt bruger til at holde svære oplevelser på afstand. Når forsvar som fornægtelse, fortrængning og kontrol midlertidigt opløses under en psykedelisk rejse, kan undertrykte følelser – som fx sorg, vrede, frygt eller skyld – komme op til overfladen som kropslige fornemmelser, billeder, stemninger eller konkrete erindringer. I denne tilstand af øget modtagelighed og indre tilstedeværelse kan man, under de rette omstændigheder og kompetent facilitering, møde og bearbejde disse følelser på en dybt forløsende måde.
Jeg har selv haft stærke gennembrud gennem psykedeliske rejser – altid som en del af et individuelt terapiforløb før og efter. Rejserne blev brugt intentionelt som støtte til eksisterende indsigter, og jeg fik hjælp til at integrere det oplevede i krop, sind og nervesystem. Uden denne selvomsorg, tålmodighed og professionelle støtte kunne oplevelserne have været for voldsomme, potentielt sat mig tilbage eller skabt forvirring i forhold til virkeligheden. I stedet arbejdede jeg mig igennem lag af før-fødselstraumer, som havde gjort det svært for mig at hengive mig til kærligheden. I dag er jeg fri af dette – takket være et dybdegående terapeutisk forløb med bl.a. MDMA-assisteret psykoterapi.
Hvordan skal vi som terapeuter kunne støtte mennesker ud af den dybe eksistentielle smerte, vi alle bærer på – og som vi i høj grad flygter fra – når healing sælges til lukrative grupperabatter og med lovning om at møde noget højere og større? Jeg ser desværre alt for ofte, at det, der udgiver sig for at være healing, i virkeligheden er endnu en flugt fra den smerte, der kræver et enormt mod, dedikation og vedholdenhed at konfrontere.
Ud fra et terapeutisk og ikke mindst medmenneskeligt perspektiv kræver det en facilitators udelte opmærksomhed at støtte mennesker gennem noget, som kan være så voldsomt, som psykedeliske rejser kan. Det er ikke en forretning, som bare kan kopieres fra en anden kultur, skaleres op og uddeles på nettet til grupperabat.
Udfordringen er, at vi i vores søgen efter hurtig stimuli bliver mere og mere disconnectede fra den dybe kontakt til os selv – hvorefter smerten vokser. Jeg ser flere og flere mennesker i dyb desperation efter at ”komme væk” fra noget, de ikke ved, hvad er, men mærker lurer dernede. Det er som om, vi ikke længere ved, hvordan vi ventilerer smerten, frygten, angsten, sorgen – men blot fylder stimuli ovenpå gennem arbejde, skærmtid, forbrug, orgasmer osv. Vi mennesker er nu så desperate efter at komme væk fra de ophobede følelser, at peak-oplevelserne giver os det nødvendige ventilering og pusterum – indtil vi lige om lidt igen har brug for et nyt dopaminrush.
Hvor står vi nu?
Forleden hørte jeg en ældre kvinde begejstret og entusiastisk fortælle om en fantastisk festival, hun lige havde været på, hvor de i hendes lejr havde planlagt, hvilket nyt stof de skulle feste på hver aften. Først LSD, så svampe, derefter MDMA… og så videre.
Jeg håber alligevel, at der er meget, der har ændret sig siden 60’erne, og sætter min lid til, at andre derude sætter deres etik, moral og omsorg for mennesker højere end muligheden for at tjene kassen på gruppehealinger, når vi på denne måde ser et storforbrug af stoffer og oplevelser for at dulme den stigende smerte indeni.
I stedet for at lade os forføre af de salgbare historier om at møde Moder Ayahuasca, blive ét med universet eller finde meningen med livet, må vi insistere på respekt, forberedelse og reel integration. For heling sker ikke på et weekend-retreat, som var det en tur i Tivoli – den kræver tid, nærvær og dyb dedikation i det, som smerter. Ægte forvandling kan ikke masseproduceres eller kommercialiseres uden at miste det, det hele handler om: det individuelle menneskes transformation af fysisk og psykisk smerte.
Derfor står vi med nogle helt grundlæggende spørgsmål: Har vi som kultur stadig kontakt til det, der heler – eller er vi blevet så forvildede væk fra os selv af beretninger om andre kulturers healing-praksisser, salgbare historier og penge, at vi forveksler oplevelser med forvandling? Tør vi møde vores dybeste frygt i stedet for at flygte ind i det umiddelbart forløsende – arbejde, skærme, sex, mad, alkohol, stoffer og psykedeliske healingrejser?
For det er ikke visionerne, ritualerne eller endnu en åndelig oplevelse, der former os. Det er vores evne til at blive ved de svære spørgsmål med et åbent hjerte og et nervesystem uden forsvar – længe nok til at noget sandt og dybt kan forvandle sig
– Izzah 🦋