Om at finde modet til at konfrontere smerten

Det er smertefuldt at være i livet og vi kan enten konfrontere vores smerte eller vi kan flygte fra den. Uanset hvilken måde vi lever livet på, så er begge veje smertefulde… men kun én fører til frihed.

Hver dag handler for os om, at få det bedste juice ud af dagen. Den største nydelse ud af alt vi gør og i nærværet sammen.

Det har ikke altid været sådan for mig, da mit liv i mange år handlede om min karriere, konstante nye målsætninger og om at opnå fede rejser og pynte tilværelsen med flere døde materialistiske pynteting.

Jeg var hele tiden på vej videre til det næste og bildte mig selv ind, at jeg gjorde det for at blive fri. Sandheden er, at jeg aldrig har været mere fanget end dengang jeg jagtede friheden igennem min karriere.

Udadtil havde jeg succes.

Jeg tjente godt, levede hvad jeg kaldte et frit liv, rejste rundt i verden og kunne købe materielle goder til at pynte mig selv og mit liv med. Jeg troede at friheden kom, når jeg havde penge nok og ikke behøvede at tænke på økonomien, men alligevel var jeg fanget i, at skulle opnå det næste, købe det næste og rejse det næste sted hed. Bag den ”succesfulde” facade levede jeg et ulykkeligt parforhold, hvor størstedelen af vores samtaler handlede om arbejdet, målsætninger, den næste ferie og nye ting vi skulle købe. Jeg var uforløst og ensom og fanget i frygten for at blive svigtet, ikke at være god nok og elsket som jeg var. Og så havde vi et elendigt sexliv, som blot var en gentagelse af det forrige, som hverken smagte, gav næring eller førte os tættere på hinanden i dyb nydelse og nærvær. Sex var ligesom min karriere og hverdag en jagt efter det næste kick og den næste belønning og det var langt fra nærende for mig. Jeg ville noget mere og noget andet, men vidste ikke hvad DET var.

I dag ville jeg have ønsket, at nogen havde stoppet mig og udfordret min forestilling om hvad meningen med livet var. Jeg troede, det var at opnå økonomisk frihed for herefter at kunne “leve” livet.

Jeg ville ønske, at nogen havde set, at jeg var på flugt fra nuet og for at mærke, hvordan jeg i VIRKELIGHEDEN havde det. På flugt fra den konfrontation der kommer, når man bliver stille og mærker efter. På flugt fra at mærke kedsomheden, tomheden og ensomheden dukke op, når man pludselig ikke kan holde det hen, ved at holde sig konstant beskæftiget. Efterfulgt af al den smerte som overvælder en, når fortidens sår og traumer begynder at dukke op. Smerten af ikke at have turde kikke på det sårede i mig og hvor jeg var utilstrækkelig i mit parforhold.

Jeg var blevet en hård forretningskvinde, som havde taget styringen på alle de områder i mit liv, som jeg kunne. I hjemmet, familien, økonomien, planlægningen osv. Jeg var blevet mere mand end manden selv.

Jeg gjorde det ubevidst, for at få kontrol over en verden, som for mig var utilregnelig og på denne måde skabe forudsigelighed og tryghed for mig selv. Jeg mistede lysten og nydelsen ved sex og undede ikke mig selv kærlighed.

𝐈 𝐝𝐚𝐠 𝐩𝐫𝐢𝐨𝐫𝐢𝐭𝐞𝐫𝐞𝐫 𝐣𝐞𝐠 𝐤æ𝐫𝐥𝐢𝐠𝐡𝐞𝐝𝐞𝐧 𝐟ø𝐫𝐬𝐭

I dag bestræber vi os dagligt på at prioritere kærligheden til os selv og hinanden før alt andet. Før mad, før arbejdet og før ja… børnene. Vi har den største kærlighed til vores egen proces, til et sundt sind og krop vores seksuelle og spirituelle forløsning sammen.

Det er nøgleord som nydelse, nærvær, proces, spiritualitet og udvikling, som danner fundamentet i vores liv og kærlighedsliv sammen.

🔹Vi nærer sindet med daglig morgenmeditation, dybe studier og arbejder på vores fælles mission i verden. I dag har vi siddet ved Søerne og læst i en af de bøger, som vi er i gang med at læse sammen og drukket et glas god vin. I morgen danner en af Københavns smukke parker måske rammen for vores studier.

🔹Vi nærer kroppen gennem daglig yoga og træning for hele tiden at holde kroppen i gang og smidig – ikke for udseendets skyld men for velværet og nydelsens skyld.

🔹Vi nærer kroppen gennem sund og nærende mad samtidig med, at vi hele tiden bestræber os på at stimulere vores smags -og -duftesanser. Vi spiser ikke kun for at kunne leve men lever også for at kunne spise.

🔹Vi bruger tid i naturen og ved, at specielt solen, skoven og vandet nærer os hver især og vores forhold. Vi går lange turer hånd i hånd, hvor vi nyder stilheden eller de fordybende og nærende samtaler.

🔹Vi arbejder med os selv og bestræber os hele tiden på, at søge dybere i os selv og hinanden. Vi ved at dette er altafgørende for vores fælles kærlighed og beståen og vi gør os umage ved hele tiden at søge bevidsthed. Dette giver også en form for nydelse, men på en anden måde end den fysiske nydelse som mad og sex.

For mig er denne måde at leve på en frihedsskabende proces, hvor jeg igennem et dybdegående og terapeutisk arbejde med min krop og mit sind, oplever at opnå en frihed, som er større end den jeg søgte i det ydre. Det er frihed væk fra smerte, frygt og ensomhed, som hele tiden bliver mindre i takt med at jeg kommer dybere i forløsningen i mig selv.

Nydelsen i mig, med min elskede og til livet, har vist sig at være en af måderne hvorpå, jeg kan gå dybere og højere på samme tid. Det er at tage det sure med det søde og med det søde forberede sig på det sure. Det er at fylde livet med alt det som skaber glæde ved blot at være til lige nu og gennem denne glæde styrke sig til, at skulle endnu et spadestik dybere NED.

Ned i smerten, ned i materien og herigennem sige ”JA” til livet. Ikke som det engang bliver, men som det er LIGE NU med ALT HVAD DET ER!

Vi møder alle det smertefulde i livet og du kan enten stille dig ansigt til ansigt med det eller du kan flygte fra det.

Begge veje er smertefulde, men kun én fører til frihed.

𝙆æ𝙧𝙡𝙞𝙜𝙨𝙩
𝙄𝙯𝙯𝙖𝙝 🦋

Få de seneste nyheder via vores nyhedsbrev her: www.detsundeparforhold.dk/nyhedsbrev 
og se meget mere på de sociale medier nedenfor:

► YouTube:
www.youtube.com/@IzzahxJohannes
 ► Det sunde parforhold:
www.facebook.com/groups/225212215737919
► Tantra Danmark:
www.facebook.com/groups/652645138206479