Vi ser ikke verden, som den er, – men som vi er
Når vi bærer på dybe følelsesmæssige og kropslige sår, farver det vores oplevelse af os selv, andre og situationerne, vi befinder os i. Det kan føles, som om vi igen og igen bliver afvist, svigtet eller misforstået – ikke fordi verden rent faktisk er imod os, men fordi vores indre oplevelse af mangel og smerte bliver det filter, vi ser verden igennem.
For et menneske, der har levet med dybe følelsesmæssige sår, kan verden opleves som et sted, hvor andre konstant tilbageholder DET, der føles mest nødvendigt for ens velbefindende og overlevelse. Særligt når såret er forbundet med et kropsligt underskud – f.eks. en mangel på tryg, nænsom og kærlig berøring i barndommen – kan længslen efter kontakt blive styrende.
Når vi længes efter noget, vi aldrig har fået nok af, kan vi ubevidst begynde at tolke enhver situation ud fra dette underskud. Vi forventer, at andre vil udfylde det hul, vi bærer på, og overfører ubevidst vores gamle smerte til vores omgivelser. Vi ser måske venner, partnere eller vores terapeut som dem, der endelig kan (og skal) give os det, vi aldrig fik – og når de sætter grænser, så tolker vi det gennem vores sår som endnu et svigt.
Hvem er altid på gerningsstedet?
For over 10 år siden oplevede jeg nogle tilbagevendende udfordringer, som skete igen og igen – men med forskellige mennesker og i forskellige situationer. En veninde sagde til mig: “men Izzah, hvem er altid på gerningsstedet?” Det var i det øjeblik, jeg indså, at det var mig selv, der skabte disse udfordringer gennem mine uhensigtsmæssige og ubevidste tanke- og handlemønstre.
Man kan se på sit liv og sine relationer og spørge sig selv: Er der en smerte eller følelse, der gentager sig op gennem mit liv uanset sammenhæng, relationer og tid? Det kan f.eks. være følelsen af at blive svigtet eller altid at være dén, som det går ud over, som bliver forfordelt, negligeret eller ekskluderet.
Man kan i denne undersøgelse af sig selv og sit liv spørge: På hvilken måde har dette noget med mig og mine tanke -og handlemønstre at gøre? Kunne det tænkes, at jeg ser og tolker verden ud fra gamle overbevisninger og hvad sker der i mig, hvis jeg slipper disse overbevisninger og antagelser?
Når offerrollen får os til at skubbe verden væk
Det er naturligt og forståeligt at føle sig som et offer, hvis vi har oplevet svigt, overvældelser og traumer i vores barndom og opvækst. Men hvis vi bliver fastlåste i en fortælling om, at verden konstant frarøver os noget, kan det have den paradoksale effekt, at vi ubevidst skubber mennesker væk – og dermed bekræfter vores eget narrativ om, at verden svigter os.
Gennem livet handler vi stort set altid ud fra fortidens overbevisninger og ser derfor ikke verden, som andre gør. Ofte kan mennesker omkring os, se vores uhensigtsmæssige tanke -og handlemønstre langt tydeligere end vi selv kan, men fordi vi søger trygheden i det gamle og kendte, så skaber vi ikke den forandring vi længes efter, før smerten i os bliver anseelig. Mod al logik bliver vi nemlig afhængige af at genopleve de følelser, der er forbundet med fx at blive svigtet, og ender dermed i de samme situationer igen og igen op gennem livet. Det er en form for barndomsfængsel, vi blev indsat i, da vi var sagesløse små uskyldige individer, og som vi ubevidst bliver ved med at leve i, fordi det har været vores virkelighed hele livet og føles vandt. Det som er genkendeligt, bliver dermed på forunderlig vis trygt – en falsk tryghed.
Hvis såret er dybt, og vi har levet i vores barndoms narrativ hele livet, kan det være vanskeligt at slippe den tryghed, denne verdensforståelse giver. Selvom situationen er usund og uhensigtsmæssig og vækker en masse følelser af vrede, skuffelse, sorg osv, så vil denne tilstand på et ubevidst plan føles trygt. Det kan derfor være svært at slippe denne forståelse af at ”verden svigter mig” og åbne op for en anden virkelighed og dermed også modtage den støtte, der gives. Ofte vil personen forsøge at kontrollere hvilken form for støtte, på hvilken måde og i hvilke mængder denne skal gives, hvilket igen spænder ben for den healingsproces, som er i gang.
Desværre kan dette føre til en destruktiv cyklus: Vi føler os afvist, reagerer med vrede og skuffelse, og omverdenen trækker sig. For den, der bærer på såret, kan det opleves som endnu en bekræftelse af, at verden ikke vil én det godt – “Jeg er blevet svigtet af verden, fordi verden svigter mig” og uanset hvordan verden så forsøger at forklare sig og komme med beviser for det modsatte, så vil alt der bliver sagt og gjort tolket som et svigt.
Det er det vi kalder skyggearbejde, hvilket i ordets betydning refererer til alt det i os, vores handlinger og ageren, som vi ikke ser og derfor ikke forstår.
Et menneske i så dyb en smerte finder først healing den dag, hun vågner op til den virkelighed, at hun er fanget i sit barndomsfængsel og tolker alt herfra. Indtil da vil hun gøre alt for at fastholde sin forståelse af verden og fortolke mødet med andre ud fra den fortælling at hun er offeret, og verden ikke vil hende. Hun kan først finde den fred, kærlighed og forløsning, som hun længes efter, den dag hun slipper trygheden i at forblive i hendes forvrængede narrativ og opdager, at svaret ikke ligger i verden omkring hende – men i hende selv.
Fra længsel til healing: At tage ansvar for sine behov
Løsningen er ikke at ignorere vores længsler – de er dybt menneskelige. Men vi må forstå, at healing ikke kommer ved at insistere på, at andre skal udfylde tomrummet i os. Sand transformation sker, når vi accepterer, at der er noget vi ikke selv ser, tør lytte til andres velmenende betragtninger og godtage det nødvendige ansvar, for at slippe forventningerne til verden og gå i dybden, med det som skal forvandles.
Første step er at blive bevidst om de filtre, vi ser verden igennem, og spørge os selv: Tager vi måske andres handlinger, som en afvisning, selv når de i virkeligheden kommer fra et sted af omsorg? Og er vi måske selv med til at afvise den kærlighed, vi længes efter, fordi vi ikke genkender den i den form, den gives?
Videre må vi lære at give os selv dét, vi længes efter, så vi ikke skubber mennesker omkring os væk. Det kan nemlig være hårdt og anstrængende for dem som er tæt på, da de mærker den store længsel personen har efter at blive fyldt op. Det sårede menneske er – i en sådan situation – voksen af alder, men stadig et barn i nervesystemet, og for den 4årige, er det helt naturligt at være i verden for at tage til sig selv og ikke ”tænke” i, at give til omgivelserne. Ydermere mærker omgivelserne den forudindtagede forventning om at blive svigtet og ikke få som ”fortjent” som fx en passiv aggressivitet, skuffelse og bebrejdelser – bitterhed. Igen en reaktion, som på trods af personens høje alder i selve handlingen er infantil og er et udtryk for dette barndomsfængsel.
Selvomsorg er afgørende for et menneske i så dyb smerte. Udfordringen her er, at hendes smerte netop er, at hun ikke føler sig givet det hun er berettiget til fra andre, og det kan derfor være vanskeligt og nå til en erkendelse af, at hun må slippe forventningerne til omverdenen. Hvis hun når til dette afgørende sted på forvandlingsrejsen, så kan hun begynde arbejdet med selvomsorg. Dette kan f.eks. være meditative praksisser, bevidst selvberøring, selvberoligende øvelser og positive tanker rettet mod sig selv og verden.
Dermed bliver det også nemmere for venner, partnere eller fx en terapeut at støtte på denne rejse – da hun er bevidst om, at hun fra et udgangspunkt må bære sit indre barn selv.
De kærligste hilsner
Izzah
Photo by Jenna Norman on Unsplash