I mit mangeårige arbejde som traumeterapeut, har jeg ofte oplevet, at mennesker som står på kanten til at slippe en dyb smerte i sig selv, i sidste øjeblik bakker ud. Tanken om at åbne op for fortiden og måske at skulle genopleve traumatiske oplevelser, kan være skræmmende og overvældende og derfor vælger nogen, at trække sig tilbage i sidste øjeblik.
Men hvorfor er det, at sindet ikke tør åbne op for denne smerte, selvom vi inderst inde ved, at det er det, vi har mest brug for?
Vores sind er skabt til at passe på os og dengang mennesket levede i huler og skulle forsvare sig selv mod vilde dyr og andre potentielle farer, så gav det mening med et frygtsomt sind. Sindet er nemlig sådan indrettet, at det overvejende er skeptisk og negativt indstillet over for det som er nyt, forandringer og udvikling, idet dette potentielt set kan medvirke til smerte.
Når vi som mennesker rækker ud til en terapeut, så kommer dette overvejende fra et ønsker om at blive fri fra netop smerten. Vi søger desværre sjældent hjælp hos en terapeut, når vi har det godt og er på toppen af vores liv. Terapi kommer altid med et ønske om at lette eller fjerne det som gør ondt og når denne smerte overstiger smerten ved at række ud efter hjælp, så søger mange en terapeut. Men først der.
Af denne årsag er det ikke sjældent, at jeg oplever mennesker, som er tæt på at beslutte sig for et traumeforløsende forløb, faktisk vælger at bakke ud eller være meget længe om at beslutte sig. Tanken om at konfrontere vores dybeste sårbarheder kan føles som at åbne Pandoras æske, hvor vi frygter for, hvad der gemmer sig, frygter hvem vi er uden smerten og hvordan livet vil komme til at se ud.
Vi tror vi fortjener smerten
Vores traumer er oftest forbundet med et aspekt af skyld og skam hvilket betyder, at vi som mennesker ofte føler et vist medansvar for de traumatiske oplevelser vi har haft.
En kvinde som fx har oplevet vold eller måske overgreb i sin barndom/ungdom, vil ofte føle sig skyldig og at hun fortjente disse grænseoverskridende oplevelser. Når hun så går ind i overvejelser om et traumeforløsende arbejde, så vil hun ofte møde tanker og følelser om, hvorvidt hun overhovedet fortjener at blive fri fra fortidens smerte. Hovedsageligt fordi hun underbevidst føler, at hun selv var ansvarlig for disse overgreb. Samtidig kan der ligge en frygt for hvem hun er og hvad der vil ske i hendes liv, uden denne genkendelige smerte og måske toksiske mennesker i hendes liv.
Traumeterapi kræver mod
Det kræver mod at stå over for vores indre smerte og se den fortid i øjnene, som vi måske meget af vores liv har løbet fra. Men det er også vejen til at befri os fra fortidens lænker og skabe mulighed for reelle forandringer i vores liv. Når vi tør at træde ind i det ukendte og konfrontere vores fortid sammen med en dygtig terapeut, åbner vi døren til en healing og en transformation af vores konditionerede og ofte ubevidste tanke -og handlemønstre. Denne er sjælden mulig alene, da vi ikke selv kan få øje på det ubevidste og ej heller kan ændre på de mønstre, som er så dybt forankret i os. Læge og traumeterapeut Gabor Maté kaldet dette for barndommens fængsel og siger, at de fleste voksne mennekser, er fanget og styret af deres fortid.
Det er vigtigt at forstå, at traumeterapi ikke er en let løsning men i mange tilfælde en nødvendig løsning, hvis man ønsker at slippe fortiden og dets mønstre. Det kan være smertefuldt og udfordrende at gå i terapi, og der er et stykke grundigt arbejde at gøre, hvis man ønsker at slippe fortidens tag og kontrol i en. At lægge låg på eller udsætte dette arbejde, vil kun forlænge lidelsen og forankre de ubevidste og uhensigtsmæssige mønstre endnu dybere.
Det er også vigtigt at huske på, at terapi ikke handler om at “fixe” os, men om at udforske og forstå os selv på en dybere måde og lære at slippe det, som ikke længere tjener os. Ved at være åbne og ærlige over for vores modstand og frygt, kan vi begynde at frigøre os fra dets greb og åbne op for muligheden for healing og vækst.
Når vi står over for modstanden mod et terapeutisk forløb, er det vigtigt at undersøge, hvad der ligger bag denne modstand. Måske er vi netop bange for at åbne op for gamle sår, eller måske er vi bekymrede for, hvordan vi vil klare os under eller efter terapien? I sådanne tilfælde kan man altid række ud til terapeuten og få sine spørgsmål besvaret og derefter mærke efter, om et forløb er rigtigt for en.
Overvejer du at komme i et forløb hos mig, så er du altid velkommen til at skrive til mig her. Du kan også læse mere om min metode Rapid Transformation.
🪷
De bedste hilsner
Johannes Brormand Søndergaard
Psykoterapeut / Traumeterapeut / Sexolog