Hvordan et ubearbejdet traume kan udvikle sig til en giftig feminin forsvarsmekanisme
Inden du læser artiklen, er det vigtigt at understrege, at vi alle i perioder kan reagere uhensigtsmæssigt, kontrollerende eller på andre måder udtrykke giftige sider. Det er en del af det at være menneske og betyder ikke, at man er et giftigt menneske. Den kvinde, der beskrives i denne artikel, er derimod et menneske med dybe sår fra barndom og opvækst, hvor de oprindelige forsvarsstrategier over tid har udviklet sig til et mere fastlåst mønster, som præger hendes relationer og måde at være sammen med andre mennesker på.
De fleste mennesker tror, at de ville kunne genkende et giftigt menneske, hvis de mødte det. De forestiller sig nemlig et menneske, der er åbenlyst manipulerende, ubehageligt, aggressivt eller dominerende.
Virkeligheden er ofte den stik modsatte.
De giftige mennesker er nemlig sjældent dem, der larmer mest. De er ofte dem, der i stedet fremstår hjælpsomme, charmerende, karismatiske, omsorgsfulde og uskyldige. De fortæller gerne om, hvor svært de har haft det, hvor meget de giver af sig selv, og hvor dårligt de er blevet behandlet af andre. Deres historier virker troværdige, fordi de ikke blot fortæller dem til andre, men også oprigtigt tror på dem selv.
Netop dér ligger udfordringen. Det giftige feminine opstår nemlig sjældent, fordi et menneske er ondt. Det opstår, når behovet for at beskytte sit eget selvbillede bliver stærkere end ønsket om at se sandheden om sig selv og tage ansvar for den påvirkning, man har på andre.
Alle mennesker udvikler psykologiske forsvarsmekanismer som en naturlig del af livet, men denne artikel handler ikke om almindelige, sunde forsvarsmekanismer, men om dét, der er blevet så dominerende, at det begynder at skade relationerne og gøre selvindsigt næsten umulig. Ikke fordi hun ønsker at gøre skade eller gør det bevidst, men fordi der bag facaden findes et dybt såret menneske, hvis nervesystem fortsat reagerer, som om fortidens trusler stadig er til stede. Nervesystemets opgave er nemlig at beskytte os gennem tidligere erfaringer, men når gamle sår forbliver ubearbejdede, kan systemet fortsætte med at reagere på gamle trusler, længe efter at de er forsvundet.
Det giftige feminine kan ikke se sig selv, fordi selvindsigt truer hendes overlevelse
Noget af det mest karakteristiske ved det giftige feminine er, at forsvarssystemet sjældent oplever sig selv som problemet. Kvinden vil derfor ofte beskrive sig selv som den, der igen og igen bliver svigtet, misforstået eller udsat for urimelig behandling. Hun kan detaljeret fortælle om partneren, der ikke forstod hende, veninden der skuffede hende, familien der ikke støttede hende, mennesker der lukkede hende ude eller kollegaer der modarbejdede hende. Historierne kan være så overbevisende, at omgivelserne uden videre accepterer hendes version af virkeligheden og ikke får øje på den usunde og skadelige dynamik, de indgår i.
Mange tror fejlagtigt, at denne adfærd handler om bevidst manipulation eller kynisk beregning – og dette kan der også være tale om i visse tilfælde – men langt oftere er der tale om et menneske, hvis psyke gennem mange år har organiseret sig omkring ét altafgørende formål: aldrig igen at komme i kontakt med den smerte, der engang overvældede.
Hvis et barn vokser op med en grundlæggende oplevelse af at være forkert, utilstrækkeligt eller uværdigt kærlighed, udvikler barnet nødvendigvis strategier, som gør livet mere udholdeligt. Psyken kan ganske enkelt ikke leve med en vedvarende oplevelse af at være fundamentalt forkert, og derfor skaber den en fortælling, hvor problemet ikke længere bor indeni, men udenfor. Set fra barnets perspektiv er det en dybt intelligent strategi, fordi den beskytter mod en skam, som barnet endnu ikke har ressourcer til at rumme.
Problemet opstår, når denne strategi følger med ind i voksenlivet, og ethvert ubehag automatisk flyttes over på andre. Kritik opleves som et angreb, grænser som en afvisning og konfrontation som endnu et forsøg på at gøre hende forkert. Hun reagerer derfor ikke kun på det, der sker her og nu, men også på den følelsesmæssige historie, hendes nervesystem fortsat bærer med sig. Nervesystemet skelner nemlig ikke mellem fortid og nutid. Det registrerer blot noget, der minder om en tidligere fare, og aktiverer de samme overlevelsesstrategier, som engang var nødvendige. I de øjeblikke bliver hun følelsesmæssigt overvældet og reagerer ofte langt stærkere, end situationen i nutiden kalder på. Hun kommer derfor ubevidst til at bruge de samme strategier, som engang hjalp hende med at overleve, såsom at kontrollere, trække sig, angribe eller manipulere sine omgivelser.
I en sådanne situation bliver selvindsigt næsten umulig.
Hvis hun for alvor skulle se på den kontrol, manipulation eller smerte, hun påfører andre mennesker, ville hun samtidig risikere at komme i kontakt med den lille pige, der engang følte sig forkert, uværdig og umulig at elske. Derfor bliver det ikke blot svært at se sin egen andel. Det bliver psykisk ubærligt og hendes nervesystem oplever ubevidst, at hun decideret trues på hendes identitet.
Det er netop derfor, det giftige feminine kan være så vanskeligt at nå, fordi hendes eksistens er truet ved blot at skulle se på en anden virkelighed, end den hun selv har skabt.
Derfor bliver hendes fortælling hendes vigtigste forsvar
En af de mest oversete mekanismer ved det giftige feminine er ikke manipulationen eller kontrollen i sig selv, men den fortælling, hun gradvist har bygget op. Hvad og hvem hun har omkring sig bliver beviser på, at hendes fortælling er sand og derfor betyder materialisme ofte meget for denne sårede kvinde. Hun søger at have det helt rigtige udseende, de prestigefulde arbejde, den dresserede mand, de vellykkede børn, det imponerende hjem, de rigtige og mange venner, de beundringsværdige rejser og en generelt inspirerende livsstil. I sin smerte forskønner hun virkeligheden, tone det smertefulde ned og fremhæve det vellykkede. Konflikter får forklaringer, hvor ansvaret gradvist flyttes væk fra hende selv, mens relationer fremstilles mere harmoniske, end de reelt er.
Hun redigerer ikke nødvendigvis virkeligheden bevidst men redigerer den, fordi hendes nervesystem oplever, at sandheden er langt farligere end det glansbillede, der beskytter hende. Det fører hende ind i en dyb afhængighed af andres menneskers anerkendelse og accept af det liv hun fremstiller. Dette betyder at mennesker der bekræfter hendes selvopfattelse, opleves som trygge, mens mennesker, der ser bag facaden eller peger på hendes egen andel, hurtigt bliver en trussel. Ikke nødvendigvis fordi de ønsker hende ondt, men fordi de bringer hende tættere på den smerte, hun har brugt hele sit liv på at undgå.
Hvor de fleste mennesker langsomt udvikler deres selvbillede gennem livets erfaringer og bliver klogere på både deres styrker og svagheder, bliver fortællingen hos den giftige noget, der for enhver pris må beskyttes.
Derfor bliver kontrollen over relationerne også altafgørende. Jo mere hun kan påvirke, hvordan andre opfatter hende, desto lettere bliver det at beskytte det skrøbelige ’jeg’, som hun har bygget sit selvbillede ovenpå. Finder hun sammen med en mand, så vil det kræve at han har et tilknytningsmønster, hvor det netop er vanskeligt for ham at udfordre hende. Han er ofte konfliktsky, omsorgsfuld og stærkt orienteret mod relationen. Han har gennem sin egen opvækst lært, at kærlighed skabes ved at tilpasse sig, skabe ro og tage ansvar for andres følelser. Denne dynamik beskrives yderligere i den kommende artikel om ”Dynamikken mellem den giftige kvindes og hendes partner”.
Men ingen fortælling kan opretholdes for evigt uden at blive udfordret af virkeligheden. Før eller siden møder hun mennesker, som ser noget andet end det glansbillede, hun har bygget sin identitet op omkring. En partner begynder at sætte grænser, en ven peger på et mønster eller en kollega stiller spørgsmål. På det tidspunkt bliver fortællingen truet, og psyken må aktivere et endnu stærkere forsvar.
Projektioner beskytter hendes fortælling
Projektioner er en af psykens mest effektive forsvarsmekanismer, hvor dét som vi ikke holder ud at se eller mærke i os selv, ubevidst bliver tillagt andre mennesker. Man kan hertil bruge vores børnelærdom fra skolegården; ”det man siger, er man selv”.
Og det er netop her, projektionerne bliver afgørende for den giftige. De gør det nemligt muligt at bevare fortællingen om, hvem hun er, fordi de sider af hende selv, som ikke passer ind i hendes selvbillede, gradvist flyttes over på omgivelserne.
- Hvis hun ikke kan rumme sit eget behov for kontrol, bliver partneren den kontrollerende
- Hvis hun kommer til at manipulere for at bevare kontrollen, bliver det pludselig andre, der manipulerer
- Hvis hun ikke kan erkende sin egen vrede, bliver omgivelserne aggressive
- Hvis hun ikke kan se sin egen egoisme, bliver andre egoistiske
Det, hun ikke kan bære at se i sig selv, bliver gradvist noget, hun ser i andre og især dem som truer hendes fortælling.
Det betyder også, at hendes indre verden langsomt bliver placeret uden for hende selv og at de følelser, motiver og handlinger, som hendes selvbillede ikke kan rumme, bliver båret af partneren, familien og andre omkring hende. Gradvist kommer hun til at bekæmpe de sider af sig selv, som hun aldrig har kunnet rumme og kampen bliver derfor aldrig ført indadtil, hvor smerten blev skabt, men udad mod mennesker, der kommer til at bære hendes uerkendte og forviste indre verden. På den måde bliver det muligt fortsat at opleve sig selv som den gode, den uskyldige eller den, der igen og igen bliver udsat for andres adfærd.
Det er netop derfor, projektionerne kan være så vanskelige at gennemskue. Hun lyver ikke nødvendigvis bevidst, men oplever oprigtigt, at hendes fortolkning af virkeligheden er den rigtige. Skulle hun slippe projektionerne, ville hun samtidig være nødt til at give slip på den identitet, der har beskyttet hende siden barndommen. Af denne årsag bliver projektionerne ikke blot en forsvarsmekanisme men den psykologiske lim, der holder sammen på hendes selvforståelse.
Det tragiske er, at denne strategi aldrig fører til den fred, hun længes efter. Tværtimod bliver hun mere og mere afhængig af, at andre bekræfter hendes virkelighed. Hun må hele tiden sikre sig, at fortællingen fortsat bliver troet på, og at ingen kommer så tæt på, at de opdager det, den i virkeligheden forsøger at skjule. Det forsvar, der engang reddede hende, bliver langsomt det, der ødelægger hendes relationer. I forsøget på at undgå sin egen smerte kommer hun til at skabe den hos menneskerne omkring sig, samtidig med at hun fjerner sig længere og længere fra den eneste vej, der kan gøre hende fri, nemlig modet til at møde den skam, som hele forsvarssystemet blev skabt omkring og for at beskytte hende imod.
OBS! Er du i en usund dynamik med en partner eller har du tidligere været det og ønsker at få fat om roden på denne helede del i dig – så er du velkommen til at række ud og få en uforpligtende samtale på 20 minutter om hvordan vi kan hjælpe dig i terapien.
Du kontakter os via mail på info@detsundeparforhold.dk
Johannes B. Søndergaard
Photo by Juliano Colombaroli on Unsplash
