I denne tid, og især i disse dage, hvor vi astrologisk og kosmologisk set, konfronteres med vores fortid, traumer og automatreaktioner, har mennesket, medmenneskeligheden, parforholdene og det kollektive det svært!!
Dagligt bliver vi konfronteret med krig, frygt, ødelæggelse, splittelse og forvirring.
Tematikken for mange handler om vores grundtraume, om hvor vidt vi må være her og om vi må få og leve det liv, vi inderst inde længes efter?
Er der plads til os i denne verden og er vi værdige kærligheden?
Vi oplever, at det vi tidligere har kunnet lægge væk, ignorere, udskyde og feje ind under gulvtæppet, nu kommer væltende frem fra skabet og konfronterer os i sin alleryderste potens.
Vi kan ikke ignorere det længere, for det vil splitte os ad og drive os længere væk fra en dybere forbindelse til os selv og vores sande væsen.
Er vi i et parforhold, vil denne tid for de allerfleste opleves som en konfliktfyldt smertenstid hvor vi uden bevidsthed, vil genopleve fortidens smertenslag og projektere denne ud på omverden (os/dem, de gode/de onde) og vores nærmeste – som regel vores partner.
Tager vi bevidstheden med ind i denne svære tid, vil vi opleve, at vi lever i det som Gabor Maté kalder barndommens fængsel hvor vi genoplever og udlever de oplevelser, relationer og scenarier, som har haft en traumatiserende effekt på vores krop, sind og nervesystem.
Vore krop har en indlejret hukommelse og husker de svigt og de gange, hvor vi oplevede at der ikke var plads til os og at vi ikke var elsket. Den husker oplevelsen og hvad det gjorde ved os og vil i en selvbeskyttelse, gentage den forsvarsmekanisme som kroppen brugte, da traumet/oplevelsen indtraf. For mange handler dette om, at vores hjerter lukker, når vi bliver sårbare og når andre mennesker kommer for tæt på.
Jo tættere du tillader et andet menneske at komme på dig og dit inderste jo større smerte oplever du, hvis dette menneske svigter eller forlader dig. Derfor lever mange med en afstand til verden og et lukket hjerte.
I en tid som denne, hvor vi alle bliver konfronteret med vores sår og smerter fra fortiden, tager de ofte ubevidste tanke -og handlemønstre over og vi agerer med verden ud fra fortidens forsvarsmekanismer.
Dette foregår i det ubevidste og derfor ser vi en splittet verden, splittede familier og parforhold og mennesker som i den allerstørste frygt og lidelse, lukker deres hjerter og distancerer sig fra kærligheden.
Det kræver nemlig det allerstørste mod, at turde konfrontere fortiden og vælge at heale denne, så vi ikke længere er fanget i vores barndomsfængsel.
De allermodigste holder hjertet åbent i en verden fuld af krig, ødelæggelse, frygt og vrede. Det kræver det ypperste mod!!
De ser smerten i øjnene og bevidstgør dennes indflydelse på deres liv og det som udspiller sig i deres nutid.
Jeg ser disse modige mennesker, som fuglen Fønix, der rejser sig fra fortidens udbrændte asker og forvandler den dybeste smerte til den ypperste styrke
Johannes og jeg går selv bevidsthedsvejen og har gjort dette sammen, i alle de år vi har kendt hinanden.
Vi har processeret, kikket dybt i os selv og hinanden og vi har healet.
Det har givet os en bevidsthed og klarhed om, hvem vi er hver især og sammen.
Det har lært os om den dybeste kærlighed man kan have til et andet menneske, som ikke er ens barn.
Det har givet os en styrke som par og en dyb viden og forståelse af, hvad vi som par kan udrette sammen.
Det har givet os en praksis, hvor vi dagligt beskæftiger os med nogle af de modigste mennesker vi kender.
Mennesker som gennem deres barndom og opvækst har været udsat for tab, psykisk og fysisk vold, ultravold, overgreb og incest. Mennesker som gennemlever de største smertensoplevelser men som trods alle ods, vælger at se dette mørke i øjnene for ikke at tabe sig selv som menneske.
Jeg har den dybeste respekt for disse modige mennesker og de inspirerer mig dagligt, til at gå endnu dybere i mig selv.
Livet skal leves med mod til at forblive i livet med et åbent hjerte, hvor vi netop tør lukke andre ind, der hvor der er allermest sårbarhed. Der hvor kærlighed lever.
Hold bevidstheden høj og pas på dig selv og dine kære <3
Kærligst
Izzah Frost