Klientberetninger
Klient-beretninger
Bemærk: Beretningerne er personlige erfaringer og må ikke forstås som behandlingsløfter eller garanti for symptomlindring. Mennesker og forløb er forskellige, og resultater varierer. Vi rådgiver heller ikke om ulovlig anskaffelse eller brug af kontrollerede stoffer i lande, hvor det er ulovligt. Teksten er udelukkende oplysning og ikke medicinsk rådgivning.
Frygten for ensomhed
Fakta:
- Mand i 40 ´erne
- Relationel usikkerhed, undvigende i sin tilknytning
- 3 fulde MDMA-forløb
Case: En mand i 40’erne beskrev, hvordan han gennem hele sit liv havde følt sig udenfor, også i sin egen familie. Som barn oplevede han gentagne krænkelser og en grundlæggende følelse af at stå alene. Selvom han som voksen fungerede udadtil, bar han fortsat en indre oplevelse af at være “under” andre og frygte afvisning.
Under en session dukkede et stærkt indre billede op: et stort, mørkt hul. I billedet befandt han sig alene, mens andre mennesker faldt ned omkring ham uden at se eller henvende sig til ham. Oplevelsen var præget af intens ensomhed og frygt.
I integrationsarbejdet dagen efter blev dette billede genbesøgt i en tryg og guidet ramme. Her fik han mulighed for at blive i oplevelsen uden at blive overvældet. På et tidspunkt skiftede stemningen spontant. Midt i gråd og frygt opstod en erkendelse ledsaget af latter: “Der er jo ikke noget at være bange for. Jeg er en voksen mand nu.”
Senere forstod han billedet som en kropslig erindring af tidlig isolation efter fødslen, hvor han havde været uden tæt menneskelig kontakt. I forløbet fik hans nervesystem mulighed for at genopleve følelsen af ensomhed, denne gang med støtte og uden at være magtesløs.
Efter forløbet: Manden beskrev, at frygten for at blive afvist eller stå alene ikke længere var lige så styrende. Han oplevede større indre ro og begyndte gradvist at engagere sig mere åbent i sine relationer, også i familien. Forandringen kom ikke som en pludselig personlighedsomlægning, men som en mere stabil oplevelse af tryghed i sig selv.
Kvinde med narcissistiske træk erkender sin andel
Fakta:
- Kvinde i 60 ´erne
- Narcissistiske træk, svært ved at se på egen andel
- 3 fulde MDMA-forløb
Case: En kvinde indgik i et terapeutisk forløb i en periode, hvor relationen til hendes voksne søn var stærkt belastet. Kontakten havde gennem mange år været præget af uklarhed og tilbagevendende konflikter. Familien var i gang med familieterapi, og som led i sit eget arbejde valgte hun at påbegynde et forløb med tre MDMA-forløb for at undersøge en delvist fortrængt og følelsesmæssigt smertefuld fortid.
Under sessionerne kom hun i kontakt med tidlige oplevelser fra sin spæde barndom, hvor hun bar på en gennemgribende følelse af ikke at være ønsket af sine forældre. Hun blev opmærksom på, at lignende følelser blev aktiveret i relationen til hendes søn – særligt i situationer hvor hun oplevede sig kritiseret, forkertgjort eller afvist. Disse reaktioner var forbundet med stærk indre uro og angst, som hun tidligere havde haft svært ved at rumme, og som derfor ofte kom til udtryk gennem konfliktfyldt eller defensiv adfærd.
Efter forløbet: Efter sessionerne beskrev hun en større erkendelse af sin egen rolle i konfliktdynamikken. Hun blev tydeligere på, hvordan frygten for afvisning prægede hendes handlinger, og hvordan dette utilsigtet kunne forstærke den afstand, hun selv var bange for. Indsigten gav hende et mere nuanceret grundlag for at tage ansvar for sin del af relationen og indgå mere åbent i den fortsatte proces med sin familie. Det blev ydermere tydeligt, at de narcissistiske strategier kun blev aktiveret når hun var frygtsom, hvilket hun blev opmærksom på og derved kunne tage ansvar for.
Kunne tage sit eget, lille sårede barn til sig
Fakta:
- Kvinde i 50 ´erne
- Pludselige vredesudbrud, flugt, frygt, mangelfølelse
- 3 fulde MDMA-forløb
Case: En kvinde indgik i et terapeutisk forløb med en gennemgående oplevelse af at føle sig udenfor. Hun havde forud for MDMA-forløbene en bevidsthed om, at denne følelse hang sammen med hendes opvækst, hvor hendes forældre blev skilt, og hvor hun aldrig oplevede for alvor at blive inkluderet i de nye familiekonstellationer.
Som voksen kunne hun i pressede situationer reagere med stærke følelsesmæssige udsving, hvor hun oplevede at “kollapse” ind i en mere barnlig tilstand. I disse øjeblikke følte hun sig overvældet og havde svært ved at regulere sig selv og være den stabile forælder, hun ønskede at være.
Under en af sessionerne fik hun en indre oplevelse af at være sammen med sit yngre selv. Hun beskrev, hvordan hun tog den lille pige ind til sig og gav hende den omsorg og tryghed, hun selv havde savnet. I oplevelsen opstod en følelse af helhed, som om den indre splittelse mellem den sårede del og den voksne del blev mindre udtalt.
Efter forløbet: I integrationsarbejdet beskrev hun, at hun i højere grad kunne genkende, når de gamle følelser af at være udenfor blev aktiveret. Hun oplevede også en større evne til at møde disse reaktioner med omsorg frem for selvkritik. For hende betød det, at tidligere erindringer om at være alene eller udstødt ikke længere føltes lige så styrende, og at hun kunne reagere mere samlet og bevidst som voksen. Hun fik en oplevelse af, at være blevet voksen og at det lille barn, ikke længere styrede hendes liv.
"Det finder jeg mig ikke i længere"
Fakta:
- Kvinde i 60 ´erne
- Misbrugt relationelt og økonomisk, vanskeligheder ved at sætte grænser
- 3 fulde MDMA-forløb
Case: En ældre kvinde indgik i et terapeutisk forløb, fordi hun gennem livet havde haft vanskeligt ved at sætte sunde grænser i relationer til mænd. Hun havde gentagne gange oplevet relationer, hvor hun blev udnyttet følelsesmæssigt og økonomisk, uden tydeligt at kunne mærke eller handle på sine egne behov. Som led i sit personlige udviklingsarbejde valgte hun at gennemføre tre MDMA-assisterede forløb.
Gennem MDMA-forløbene blev hun opmærksom på et gennemgående mønster fra barndommen. Hun havde tidligt lært at klare sig selv i skyggen af en familietragedie, hvor opmærksomheden i hjemmet var rettet andre steder hen. Hun beskrev, hvordan hun længtes efter nærhed og anerkendelse fra sine forældre, men samtidig oplevede at skulle være den stærke og selvstændige. Derudover havde hun været udsat for nedgørende behandling fra både mor og ældre søskende, hvilket bidrog til en oplevelse af, at det at udtrykke behov eller sætte grænser kunne medføre tab af kærlighed.
Efter forløbet: Efter den første del af forløbet beskrev hun en spirende oplevelse af egenværdi, uafhængig af ydre bekræftelse. I integrationsarbejdet begyndte hun gradvist at afprøve tydeligere grænsesætning i sine relationer. Over tid valgte hun at afslutte kontakten til flere relationer, som hun oplevede som usunde for hende. Hun oplevede ikke at det var vanskeligt for hende at siger fra længere og mærkede tydeligt sine sunde grænser. Hun formulerede det selv med et latterudbrud: “Det finder jeg mig ikke i længere.”
Flere klientberetning på vej
Læs uddrag af hvad andre siger efter MDMA terapi
OBS: Udtalelserne er personlige erfaringer og må ikke forstås som behandlingsløfter eller garanti for symptomlindring. Mennesker og forløb er forskellige, og resultater varierer.
Fulde udtalelser
OBS: Udtalelserne er personlige erfaringer og må ikke forstås som behandlingsløfter eller garanti for symptomlindring. Mennesker og forløb er forskellige, og resultater varierer.