En beretning fra bogen TRIP - om en kvinde i MDMA-Terapi
I bogen Trip af Kasper Lundberg fortæller han om en kvinde, der har behandlet PTSD med en kombination af samtaleterapi og MDMA hos en dansk psykolog. Denne beretning har vi fået lov af Kasper til at gengive her på siden i en forkortet version.
Vi vil klart anbefale at læse hele bogen, da Kasper her giver et personligt og undersøgende indblik i miljøet omkring psykedelisk terapi i Danmark og beskriver møder med både terapeuter og mennesker, der søger hjælp gennem disse behandlingsformer.
KAPITEL 7:
Mette er i dag 45 år og vokset op i en jysk provinsby, hvor hun i sin ungdom blev hun udsat for et seksuelt overgreb, som senere udviklede sig til PTSD. Samtidig kæmpede hun i mange år med en udiagnosticeret spiseforstyrrelse og et vanskeligt ægteskab. Før hun begyndte MDMA-Assisteret Terapi, havde hun allerede gennemført mere end 100 timers traditionel samtaleterapi. Hun oplevede, at terapien hjalp hende med at forstå sine problemer, men at hun stadig sad fast i kroppen og i sine reaktionsmønstre.
Overgrebet fandt sted, da hun var 19 år, til en fest i en naboby. Hun fortæller, at hun længe havde svært ved overhovedet at kalde det en voldtægt. Reaktionerne fra omgivelserne gjorde det endnu sværere. Politiet var skeptiske, hendes mor mente ikke, det kunne være en rigtig voldtægt, og senere reagerede hendes daværende partner med væmmelse, da hun fortalte ham om det. Disse reaktioner bekræftede hendes egen tvivl og skyldfølelse. Hun trak sin anmeldelse tilbage og forsøgte i mange år at lægge oplevelsen bag sig.
Traumet forsvandt dog ikke. I stedet blev det liggende som en understrøm i hendes liv. Først mange år senere, efter en skilsmisse og et længere terapiforløb, begyndte hun igen at forholde sig til oplevelsen. På det tidspunkt foreslog hendes psykolog muligheden for MDMA-Assisteret Terapi. Mette reagerede først med vrede og mistillid. For hende lød det både farligt og uansvarligt. Først efter at have læst om forskningen bag behandlingen og set dokumentaren ”How to Change Your Mind” begyndte hun at overveje det som en mulighed.
Da hun til sidst besluttede sig for at prøve, foregik sessionen i et terapeutisk rum hos psykologen, hvor der var afsat flere timer. Kort efter hun havde taget kapslen med MDMA, begyndte hun at mærke en markant fysisk ro. Spændinger i kroppen lettede, og tankemylderet blev stille. Hun beskriver det som en følelse af dyb afslapning, hvor både kroppen og åndedrættet faldt til ro.
Efterhånden begyndte hendes opmærksomhed at bevæge sig mod det traume, hun længe havde undgået. Hun oplevede, at hun kunne være i to tilstande på samme tid: hun var både til stede i terapirummet og samtidig tilbage i minderne fra festen. Hun kunne genkalde detaljer fra situationen med stor klarhed, lugte, stemninger og oplevelsen af kroppen i rummet.
I løbet af sessionen genoplevede hun overgrebet og de følelser, hun dengang ikke havde haft adgang til. Hun beskrev en stærk fysisk reaktion med gråd, vrede og væmmelse, mens terapeuten støttede hende undervejs. Samtidig kunne hun analysere situationen mere roligt end tidligere og se sammenhænge, hun før havde haft svært ved at forstå.
En vigtig del af processen blev at forstå sin egen reaktion under overgrebet. Psykologen forklarede hende begrebet fawning, en traumereaktion hvor man forsøger at please eller tilpasse sig for at undgå yderligere konflikt eller skade. Denne forståelse gjorde det muligt for hende at se sin egen passivitet i situationen i et nyt lys og slippe noget af den skyld og skam, hun havde båret på i mange år.
Under sessionen kom hun også frem til en klar erkendelse: hun kunne nu sige til sig selv, at det faktisk var en voldtægt. Denne erkendelse blev ledsaget af stærke følelser, blandt andet vrede, som hun tidligere havde undertrykt. Hun beskriver oplevelsen som både fysisk og følelsesmæssig, hvor kroppen reagerede kraftigt, blandt andet ved at hun kastede op flere gange undervejs.
Efter sessionen oplevede hun i tiden efter en følelse af lettelse og større kontakt til sine egne behov. Hun beskriver, hvordan hun begyndte at ændre små ting i sin hverdag, blandt andet ved at være mere opmærksom på, hvad hun selv havde lyst til, og ved at give sig selv mere plads. Hendes kolleger lagde mærke til, at hun virkede gladere, og hun oplevede også en mere afslappet kontakt til sine børn.
Mette understreger samtidig, at hun ser MDMA-Terapien som en del af et længere terapeutisk forløb og ikke som en hurtig løsning. Hun er taknemmelig for den hjælp, hun har fået, men er også optaget af, at behandlingen bør foregå under sikre og ansvarlige rammer. Hun peger på, at der i dag mangler regulering og tydelige standarder for psykedelisk terapi, hvilket kan gøre det vanskeligt for mennesker at vide, hvor de kan finde kvalificeret hjælp.
For Mette blev MDMA-Terapien et vendepunkt i arbejdet med et traume, hun i mange år havde haft svært ved at nærme sig. Hun beskriver oplevelsen som et afgørende skridt i en længere proces, hvor hun gradvist har fået større ro i kroppen og en bedre forståelse af sin egen historie.